Min kæreste er en lakrids

Min kæreste er en lakrids

Jeg læste Majbritte Ulrikkeholms klumme inde på facebook – om hendes betragtning af nydelse.
Jeg synes simpelthen, at det er en vidundelig måde, hun betragter nydelse på. Og derfor spurgte hende, om jeg måtte lov til sætte klummen ind her i min blog, hvilket hun svarede ja til. God fornøjelse.

MIN KÆRESTE ER EN LAKRIDS(en fortælling i natten for lystmennesker, livsnydere og lakridselskere)

Jeg har altid været en propper. Det sagde min mormor. ”Hold op med at proppe.” Jeg kunne simpelthen ikke smage én lakrids ad gangen men tog gerne en håndfuld, og så var det ligesom oplevelsen af at have hele munden fuld, der var det store kick. Sådan var det også med bolsjer. ”Hold op med at knuske.” sagde min mormor. For jeg knuskede de der hvide pebermyntebolsjer så jeg lynhurtigt kunne komme ind til chokoladekernen … og få en ny. KNUSK. Hele min barndom fik jeg at vide, jeg skulle holde op med at knuske og proppe. Men det hjalp ikke noget som helst. Og jeg tror det simpelthen skyldtes, at jeg aldrig forstod den dybere mening. Jeg var allerede dengang et lystmenneske. Og havde man forklaret mig, at jeg kunne have opnået større lyst ved at holde op med at knuske, så var jeg holdt op. På stedet. Men jeg fik bare at vide, at jeg skulle holde op med at proppe og knuske. Ikke noget om hvorfor. Så jeg blev bare ved.

Indtil i lørdags hvor jeg var på Louisiana med min kæreste. (Han er kok og beskæftiger sig dagligt med smags- og sanseoplevelser. ) Og i lørdags faldt jeg så over de der helt fantastiske lakridsdåser fra Johan Bülow – verdens bedste lakrids. Iblandt postkort og kunstplakater. Og jeg købte to. For jeg kunne selvfølgelig ikke vælge. En sød og så en rigtig stærk med chilli og tranebær. Jeg åbnede begge dåser på en gang. Og så proppede jeg ellers. Al den søde lakrids ind i munden i en stor sanselig bunke. Og snart kom jeg til de stærke. De var godt nok gode. Og jeg bød selvfølgelig min kæreste, men da jeg bød ham anden gang, sagde han bare nej tak, for han havde stadig sin. Hvad? Han var jo ligesom min mormor, der kunne sutte et pebermyntebolsje en hel aften, imedens jeg havde nået at knuske en hel pose.Jeg kiggede noget på ham. Med en blanding af foragt og misundelse. For jeg har altid foragtet sutterne lidt. Og misundt dem. Øv. Han kunne bare dreje den der lakrids rundt i munden hundrede gange, mens jeg allerede flere gange havde haft hånden nede i lakridsdåsen efter mere.Jeg kunne mærke den stærke chili slynge sig rundt om min tunge som en bånd. Mest i siden. ”Ja,” sagde min kæreste, da jeg fortalte ham om det. ”Og nu går den ned under tungen. Og bagud i munden.” ”Ja,” udbrød jeg begejstret. ” Og nu fortsætter det stærke ned i maven.” Og jeg skulle lige til at hapse en håndfuld mere, da min kæreste sagde: ”Men den lakrids er slet ikke færdig.” Jeg havde slugt min lakrids, men det var sandt. Den lakrids var slet ikke færdig. Den smagte stadig og sendte stråler af chilli i maven og trak i mundvandet. Og det stærke smagte stadig stærkt, selvom selve lakridsen var forsvundet.”Forstår du,” sagde han. ”Hvis du tager en ny lakrids inden lakridsen er færdig med at virke, så får du slet ikke nok ud af den lakrids.”Og det var noget jeg kunne forstå.

Og det var det min mormor skulle have sagt: Der findes en måde hvorpå du kan få endnu mere ud af din lakrids. Ikke ved at proppe, men ved at lade lakridsen virke – til den er helt færdig. Da den skønne museumsdag er færdig, og vi har besøgt den bedste japanske restaurant i byen, da jeg har kysset og mere end det med min kæreste, da vi har sovet os igennem nattens drømme arm i arm, spist morgenmad og kysset mere, og da min kæreste er på vej ud af døren, skal jeg lige til at stikke hånden ned i dåsen efter en ny håndfuld ved at spørge: Hvornår ses vi igen? Men jeg spørger ikke. For jeg kan pludselig se, at min kæreste er en lakrids. Og den lakrids er slet ikke holdt op med at virke endnu. Og hvis jeg tager en ny for hurtigt, så får jeg ikke nok ud af min lakrids.”Jeg glæder mig til at se dig igen,” nøjes jeg med at sige.

Og da han er gået kan jeg mærke, at jeg er absolut mæt. Jeg har stadig stråler af chilli i maven og hans duft sidder stadig i mit tøj. Jeg sidder og nyder duften af en anden end mig selv, strålerne i maven. Og jeg kan mærke, at jeg slet ikke har brug for en ny lakrids. Endnu.Og jeg tænker på mormor med hendes pebermyntebolsje. Mormor, kære mormor. Nu har jeg forstået det. Og jeg er holdt op med at proppe. Simpelthen fordi jeg endelig langt om længe har forstået, at du var et endnu større nydedelsesmenneske end jeg. Du vidste, hvordan man sugede essensen ud af det der pebermyntebolsje, du vidste hvordan man fik det bedste ud af sin lakrids. Og nu har jeg også forstået det. Og nu er jeg også blevet en sutter. I stedet for at være den evindelige propper. Nu har jeg forstået det, mormor. At det slet ikke handler om hvor mange bolsjer jeg kan knuske på en aften, men om hvor meget jeg får ud af det ene bolsje jeg har fået tildelt.

Majbritte Ulrikkeholm

Seneste indlæg fra brevkassen

Jeg har følelser for min bedste veninde

Kære Vickie Jeg skriver til dig, fordi jeg længe har følt, at jeg bare må ud med dette til nogen. Jeg har de her følelser, som jeg bare ikke kan ignorere længere, men det er svært, åh så svært at finde rundt i dem. Jeg har længe haft de her følelser for min bedste veninde,

LÆS MERE