Hej Vickie

Jeg vil prøve at gøre mit indlæg så kort og overskueligt som muligt. Historien lyder således:

Jeg mødte min daværende kæreste for 6 år siden, vi blev stormende forelskede og havde 2 rigtigt gode år sammen, som førte til et meget idyllisk liv på Østerbro med hund og kat. Efter et stykke tid på Østerbro fik han konstateret sygdommen sklerose og vores forhold begyndte langsomt at gå ned af bakke derfra. Han forandrede sig enormt meget i en negativ retning. Han blev mere kold, usikker og fraværende. Hvilket er helt forståeligt, da det at få en kronisk sygdom som sklerose må være enormt forfærdeligt. Jeg prøvede i starten at stok fodre ham med blåbær, da jeg havde læst at det var godt for hjernen, samt at støtte og snakke med ham så meget som muligt, men da intet af det hjalp, blev det mere og mere svært for mig at rumme og være i. Det endte efter et turbulent år, med at jeg forlod ham til fordel for en anden.

Nogle måneder efter bruddet begyndte vi dog at se hinanden igen on and off i et år, hvilket også var relativt turbulent da vi begge så andre, men stadig havde følelser i klemme.

For halvandet år siden mødte han så hans nuværende kæreste og i starten så vi stadig hemmeligt hinanden, og efter en bytur endte vi hjemme sammen. Der blev aldrig snakket om den nat, eller om hvorfor vi i et år stadig holdt fast i hinanden. Det er nu et år siden at vi sidste gang så hinanden ved et aftalt møde. Da han er sammen med hans kæreste og jeg også selv har en kæreste nu.
Men da jeg så mødte ham en aften helt tilfældigt i byen for 6 måneder siden og gensyns glæden imellem os var kolossalt stor, har jeg simpelthen ikke kunne tænke på andet.

Mit problem er bare, jeg er begyndt at indse at jeg savner ham fuldstændigt håbløst meget og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med de tanker og følelser jeg har omkring ham. Og at det selvfølgelig også er ret unfair overfor min nuværende kæreste.

Hilsen mig

Kære dig

Jeg tror ikke på at I to på noget tidspunkt er stoppet med at elske hinanden. Jeg tænker mere på, hvad I gjorde med kærligheden, da der opstod en krise i jeres forhold. Kriser kan være ”det vildeste wakeup-call” og kan opleves som noget af det bedste, der er sket i ens liv, når man er ude på den anden side. Og andre gange kan man ikke bære kærligheden med igennem det.

I jeres tilfælde har I hver især håndteret krisen på en måde, som jeg er fristet til at kigge fra denne vinkel.Jeg tænker, at da din eks-kæreste bliver syg vender han frygten og skammen indad og skubber dig væk, fordi hans frygt dybest set overtager ham og til dels også beskytter ham.Du derimod lægger ud med at støtte ham og elske ham i den svære tid om end du formentlig har haft mange tanker omkring hans sygdom og jeres fremtid.Da kærlighedsbeholderen til sidst bliver tom hos dig, vender du dig om efter en måde, der kan genskabe et lidt ”nemmere” forhold.

Så den kærlighed I har til hinanden, skubbede I hver især fra jer på hver sin måde på grund af smerte. Og når smerten så kommer på afstand, dukker følelserne op igen. Derfor kan I sikkert mødes på ny igen og igen, som du selv beskriver, og følelserne vil blusse lige stærkt op hver gang.

Kunsten kunne i dette tilfælde være, at I gik ind i rummet sammen og håndterede de smertefulde ting, der er i det rum. Det vil sige håndterede smerten og rummede den sammen, som du så rigtigt skriver, at du ikke kunne til sidst og helt sikkert heller ikke skal være alene om.

Ud fra det du skriver, har din eks en stor del af ansvaret, i og med at han skubbede dig væk, da det var vigtigt, at I holdt sammen. Så det er ret vigtigt at huske på, at hvis han ikke vil engagere sig i dig ved at åbne op for sine følelser, vil du komme til at stå ret alene, og hurtigt få forladthedsfølelsen igen. Det her skriver jeg til dig, hvis du overvejer at kontakte ham og tale om det.

Lad os sige, at han ikke vil åbne op for de ting og vælger at blive hvor han er, fordi det er mere trygt, så vil jeg anbefale dig noget helt andet. Personligt tror jeg ikke på tilfældigheder og slet ikke på de stærke sjælemøder, hvor det er svært at give slip i et andet menneske.

Du kan også vælge at håndtere det uden din ekskæreste.

Det gør du ved at undersøge hvilken smerte du blev konfronteret med inde i dig, da I var sammen? Lad os sige, at det var ”forladthed”, så find ud af om det er noget du genkender fra tidligere i dine erindringer.

Det handler ikke så meget om at dykke ned i alle erindringerne men nærmere at bevidstgøre det der gjorde ondt engang og måske hvorfor! Dernæst at acceptere dens eksistens.

Dybest set kan vi altid forløse vores smerte selv, men hvis vi ikke kan hverken identificere den eller forløse den, finder vi andre mennesker der vil vise os, hvilken smerte vi bærer på. Derfor er kærlighedsmøder så lærerige og meget udviklende for os.

Alt i alt siger jeg at jeres møde er/har været et smukt møde, som har vist jer nogle ret vigtige ting om jer selv.

Jeg håber mit svar har givet dig nogle nye perspektiver, du kan bruge.

Alt det bedste til dig.

Kærlig hilsen Vickie