Min kones eksmand er blevet det centrale midtpunkt i vores ægteskab

 

 

Hej Vickie

Jeg har levet I et skønt parforhold og er gift med alle tiders kvinde gennem de seneste syv år. Vi blev gift i 2011 på en dejlig lille ø og har haft mange skønne oplevelser sammen.

Der er dog sket det, at hendes eksmand, som hun har to børn sammen med, stille og roligt begyndte at ødelægge sit eget liv, da de blev skilt. Han beholdt børnene hjemme hos sig, men han begyndte at optage mange lån og samtidig at holde op med at betale sine regninger, hvilket medførte at han til sidst blev smidt ud af sin bolig af fogeden. Op til at dette skulle ske, flyttede vi deres to børn ud til os. De er i dag 15 og 19 år gamle.

Det er nu 2,5 år siden at dette skete. Problemet er nu, at min hustrus eksmand stort set dagligt er kommet i vores hjem lige siden. Når jeg kommer hjem fra job hver dag, så sidder han i mit køkken og drikker te eller på et af værelserne og spiller computer.

I staren troede jeg, at det var noget, jeg godt kunne rumme, men jeg må erkende, at det med tiden har slået mig en del i stykker. Jeg synes, at det ødelægger den intimitet og nærhed, vi forsøger at bevare i vores forhold, at han sidder på skødet af os hver dag og får mig til at føle mig meget overflødig som menneske.

Min hustru er godt tilfreds med den situation/livsmodel, da hendes argument er, at det er i børnenes tarv, og hun har fået af vide, at de ikke kan besøge deres far, der hvor han bor med sin mor, da hun ikke ønsker at have dem på besøg der.

Det lyder dog meget usandsynligt for mig, at deres egen farmor ikke ønsker at se dem, men mere noget som han siger for at have undskyldning for at komme i vores hjem dagligt, fordi det er dejligt let, da det er 500 meter fra hans arbejdsplads.

På hverdage er han i vores hjem to-tre timer, og i weekenden er han der det meste af dagen. Min hustru siger, at hun er meget bange for at gøre børnene kede af det igen, fordi hun mener, de har været udsat for nok problemer. Jeg synes, det er en utrolig fastlåst situation. Jeg føler meget, at vi er blevet taget til gidsel i, at han ikke er kommet videre med sit liv (sådan virker det i hvert fald).

Hvordan skal vi komme videre herfra? Hvad er løsningen? Er det mig, der ikke er fleksibel og rummelig nok? Jeg er bange for, at det ødelægger vores ægteskab, men er også klar over, at jeg nok ikke kan blive ved med at leve sådan meget længere.

Mvh Claus

 

Hej Claus

Sikken et dilemma du er havnet i! Jeg er sikker på, at mange vil læse dit brev og føle sig ramt af, hvor svært det kan være at involvere sig med en partner, der har børn fra et tidligere forhold. For der er mange hensyn at tage. For hvilken rolle skal man spille overfor stedbørn? Og hvordan navigerer man rundt i den nye familiekonstellation som mand og kone med eks’er osv.?

Du har uden tvivl nogle ekstra udfordringer, og jeg måtte næsten gnide mig i øjnene, da jeg læste dit brev.

Børnenes tarv

Jeg synes, det lyder som om I har fået et ekstra barn i huset. Et meget lille barn som slet ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv. Men rent aldersmæssigt må han være ældre end et barn, siden han har børn på 15 og 19 år. Hvad der end er sket af ubehagelige ting i hans liv, så tænker jeg ikke, at det på nogen måder kan undskylde, at han bor henholdsvis hos sin mor og tilsyneladende også sin ekskone.

Hvis din kone tilmed i ramme alvor mener, at det er børnenes tarv, at han er så meget hos jeres familie og sine børn på 15 og 19 år, er der nogen, der trænger til at blive kærligt rusket i. Han har jo nærmest overtaget magten i jeres familie, og efter min mening er tre timer om dagen samt hele weekenden temmelig meget. Det får han kun få lov til, fordi der ikke er nogen, der siger NEJ. Ideen er kun god, hvis det var et bofællesskab, I havde skabt sammen, hvor I alle var enige om ordningen.

Grænser og ansvar

Jeg kan godt se det positive i, at I alle er samlet i ny og næ og hvor børnene på denne måde ser, hvordan man håndterer en sammensat familie. Men jeg synes, din kone lider af lidt rigeligt misforstået hensyn. Efter min opfattelse oplever børnene, som i øvrigt ikke er børn længere, nogle voksne der ikke sætter grænser. De oplever ligeledes, at nogen tager overansvar og andre intet ansvar tager.

Du spørger mig, om det er dig, der ikke er rummelig og fleksibel nok. Det er dejligt, at der findes mennesker som dig med så fine egenskaber, men når det bliver så ubalanceret som i dit tilfælde, lader man sig selv køre over af andre mennesker. Man kan være så rummelig og fleksibel, at andre simpelthen ikke ved, hvor ens grænser går. Og fordi du ikke selv lytter til dine grænser, går du i stykker, som du også nævner. Jeg forstår godt, at du er nervøs for, at dit ægteskab går i stykker, hvis der ikke snart sker nogle radikale ændringer. Og det er vigtigt, at du begynder at sætte nogle grænser.

Til gengæld tror jeg, at det kan føre jer hen til et helt nyt sted i jeres samliv. Du kan måske gøre en forskel og tage en “mand til mand-snak” med eksmanden. Det kan godt være, at han spræller i nettet, men for første gang vil han måske opleve, at der er nogen, der viser ham, hvor ansvarsløst og barnligt han opfører sig. Og din kone har også gavn af at vide, at hun gør sin eksmand en bjørnetjeneste ved at fortsætte med at behandle ham som et lille barn.

Kærlighed og respekt

Jeg er godt klar over, at det ikke vil blive nemt, og der er noget i brevets historik, der tyder på, at din kone vil få svært ved at afgive sit enorme overansvar, men jeg tror ikke, at du har noget valg. Din kone er måske ikke bevidst om det, men et eller andet sted tror jeg, at hun har brug for, at du viser hende nogle grænser og rammer for familien. Jeg tror, hun vil blive mere tryg og vil give sig selv tilladelse til at give slip i alt det, hun har påtaget sig af skyld og dårlig samvittighed i kølvandet af den skilsmisse. Og i medgift vil du måske få en kone, der elsker og respekterer dig mere.

Det er aldrig til at vide, hvordan din kone vil respondere, så det er vigtigt, at du lytter til din egen mavefornemmelse, hvad der er det rigtige at gøre og ikke træffer beslutninger ud fra mit svar.

Må mit svar støtte dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

 

Dette indlæg blev udgivet i Brevkasse, familie, følelser, kærlighed, Kommunikation, mønstre, parforhold, parterapi, skilsmisse, smerte, Uncategorized og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.