min kæreste er i tvivl om forholdet1

Min kæreste er i tvivl om forholdet

 

Kære Vickie

Jeg er en kvinde på 29. Jeg skriver til dig fordi min kæreste gennem otte år er kommet i tvivl om sine følelser for mig. Vi har boet sammen i flere år, og tvivlen har for alvor meldt sig på banen nu hvor vi står overfor den skelsættende beslutning om hvorvidt vi skal have børn sammen.

Jeg synes på rigtig mange måde vi har et godt forhold. Jeg nyder hans selskab og har indtryk af at dette er gengældt. Vi kan tale om alt, være kærlige og intime, grine og hygge os. Men samtidig har min kæreste for over et år siden meldt ud at han er i tvivl om hvorvidt hans følelser for mig er stærke nok til at det skal “være os”. Samtidigt har han gjort det klart, at han holder meget af mig og ønsker få disse følelser igen. Derfor er vi blevet sammen og har forsøgt at arbejde på det, men status er at han fortsat er i tvivl og at vi nu tager lidt tid hver for sig for at mærke efter.

Jeg elsker ham over alt på jorden, men når jeg ser tilbage kan jeg godt se at den megen tvivl har skabt en ubalance i forholdet hvor mine følelser er blevet voldsomt forstærket og måske endnu sværere at matche samtidig med jeg er blevet for afhængig af ham. Jeg håber han beslutter sig for at satse på os, men jeg tvivler meget på det og samtidig er jeg ked af at have en partner som nøjes med mig. Jeg mærker også en vrede fordi jeg langt han ad vejen synes kærlighed er et spørgsmål om vilje og forpligtelse, hvilket jeg synes han svigter. Jeg var nået dertil hvor det eneste jeg drømte om var at vi skulle have børn sammen og leve sammen resten af livet. Nu ser jeg det hele smuldre. Jeg er bange for jeg aldrig finder kærligheden tids nok til at få børn.

Med venlig hilsen Mie

 

Kære Mie

En klog kvinde lærte mig for et par år siden, at hvis man er i tvivl, er man faktisk ikke i tvivl! Den havde jeg svært ved at fordøje på det pågældende tidspunkt, fordi jeg emmede af tvivl indvendig og havde virkelig mange indre dialoger om, hvad der var det rigtige at gøre. Tvivl konstruerer en masse for og imod, og er mikset godt sammen med frygt og forvirring. Det vi bare skal være opmærksomme på, er at det nemt bliver en stemme fra hovedet. Derimod når den kommer fra hjertet er det noget ganske andet. Hjertet lyver ikke, men ofte kan det være forbundet med stor modstand, når hjertet ønsker noget andet end hovedet.

Hjertet lyver ikke

Måske er din kæreste er i tvivl, fordi hans følelser fortæller ham, at han ikke har de rette følelser længere og ikke kan honorere de drømme, som I engang havde til forholdet. Du skriver også, at din kæreste ønsker at få sine følelser tilbage for dig og det forstår jeg godt. Han ønsker sikkert lige så lidt, at miste det I har haft sammen, og har det sikkert rigtig svært med at såre dig.

Ubalance i følelserne

Men ved at du kæmper imod noget der allerede er sket, vil du på den lange bane også ende med at såre dig selv. For når man kæmper for et forhold alene, begynder man langsomt at føle, at man mister sig selv og så bliver man for alvor ulykkelig. På en måde er du måske allerede det sted, fordi du så klogt og bevidst nævner den ubalance, der allerede er til stede nu. Du kan mærke, at dine følelser bimler og bamler og ikke bliver gengældt og derfor bliver du også smertefuldt opmærksom på, at hans følelser ikke er til stede i jeres nærvær med hinanden.

Afhængighedens problem

Det er meget præcist, når du nævner, at du blevet for afhængig af ham. Det giver netop den smertefulde effekt, at alle dine følelser er styret af, om han honorerer dine følelser eller ej. Afhængighedens problem er, at du skal dulmes og hungrer efter følelsen, af at være elsket og god nok. På et tidspunkt i processen og generelt i livet, vil du formentlig føle dig nødsaget til at slippe den afhængighed og lære, at du er en elskelig kvinde uanset om andre giver dig opmærksomhed og kærlighed eller ej.

Insister på kærligheden

Du skriver, at du håber på at han satser på dig og samtidig er du ked af, hvis han nøjes med dig. Jeg forstår godt følelsen og også din vrede rettet mod din kæreste, men når alt kommer til alt, er vi ikke forpligtet til at føle noget for nogen. Vi føler noget eller også gør vi ikke. Vi kan ikke andet, hvor meget vi end vi prøver. Og her kommer viljen også ind i billedet. Hvis vi føler noget for et andet menneske, så har vi viljen til at gå igennem livets med og modgange sammen, ellers kan det ikke bære forholdet.

Så overvej om du ikke skal give slip og flyve ud i verden. Find din indre stolte kvinde frem, der ikke vil ”nøjes med” men insisterer på, at du vil have den gensidige KÆRLIGHED.

Håber mit svar støtter dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

Søg

Seneste indlæg fra brevkassen

Min kæreste er i tvivl om forholdet

  Kære Vickie Jeg er en kvinde på 29. Jeg skriver til dig fordi min kæreste gennem otte år er kommet i tvivl om sine følelser for mig. Vi har boet sammen i flere år, og tvivlen har for alvor meldt sig på banen nu hvor vi står overfor den skelsættende beslutning om hvorvidt vi

LÆS MERE
Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.