Min fyr skriver med en anden kvinde

min fyr skriver med en anden kvinde

 

 

 

 

 

 

Hej Vickie

Jeg sidder i en krise i mit forhold, min fyr arbejder i København hele ugen på nær tre dage.

For en stykke tid siden har han skrevet til en anden kvinde, som han tidligere har mødt til en fest. Jeg opdagede det og talte med ham om hvad, hvor og hvorfor, og at jeg havde det dårligt med, at han skrev med hende og at han gjorde det, når han var hjemmefra.

Jeg føler, at det er en form for utroskab, men desværre nu har jeg opdaget igen, at han skriver med hende.

Hvad skal jeg gøre, han har været meget følelseskold over for mig længe og jeg bliver mere og mere forvirret over hvad jeg skal gøre.

Han gider jo ikke og lytte og høre på mig når han gang på gang skriver med andre kvinder, ved godt at jeg skriver flere tal nu, men hvad ved jeg?

Kan du give mig nogen redskaber? Lige en ting mere det stresser mig også en del, at han arbejder i København, ønsker indre ro, men hvordan?

 

Kære

Jeg fornemmer, at der er rigtig mange ting, der lægger under overfladen mellem jer to! Men alt andet lige er der jo en kraftig alarmklokke der ringer, når din kæreste skriver med en anden kvinde og det kan der være alle mulige årsager til. Du skriver ikke noget om hvad han svarede på dine spørgsmål, for jeg synes at svarene han gav dig må give dig en indikation af, hvad du har at forholde dig til. Og ligeledes, hvorfor han er blevet følelseskold over for dig. Det er meget rimeligt, at du får en forklaring på dette.

Din forvirring kan skyldes, at du har mistet troen på dig selv og din egen indre kraft og jeg er overbevist om at det svar jeg giver dig, er et svar du inderst inde godt kender.

Når du føler smerte og bliver forvirret er det også et tegn på, at der er noget der ikke er i orden. Ellers ville du jo ikke føle som du gør! Du må aldrig forsøge, at bekæmpe dine følelser. Det gør faktisk bare det hele meget værre! Forsøg i stedet for at acceptere dine følelser og tænk nærmere over, hvad dine følelser forsøger at vise dig.

Jeg har en stærk fornemmelse af, at du skal finde ud af, hvilken kvinde du er og ønsker at være. Udover det vil mit råd til dig være, at hvis du skal finde den indre ro som du ønsker, må du tilbage til den kraft, hvor du mærker selvkærlighed og selvrespekt. Du må stole på dine følelser og tage en beslutning om, hvad du synes der er okay og hvad der ikke er okay i et parforhold. Og så må du forsøge at få en god dialog om disse tanker med din kæreste. Jeg ved godt, det er nemmere sagt end gjort, men jeg fornemmer at jeres forhold lige nu er mest baseret på mistillid og en form for oprør mellem jer, som er et resultat af manglende grænsesætning og respekt for hinanden.

Jeg vil dig nogle super effektive affirmationer, du kan bruge de næste 21 dage. De vil støtte dig i din proces og ligeledes bringe dig i balance. Sig dem enten højt eller tænk dem for dig selv. Eller endnu bedre, skriv dem ned hver dag.

  • Jeg er et modigt menneske. Jeg tør se på det, der er, uanset hvordan det ser ud, og jeg ved, at jeg har samme værdi, uanset om jeg tør se på det eller ej. Når jeg ser på det, der er, healer det mig og gør mig endnu mere modig.
  • Jeg stoler på mig og min mavefornemmelse. Jeg ved, hvad der er bedst for mig, og jeg lytter til mig. Jeg mærker med lethed min fornemmelse af fred, sindsro, kærlighed og lykke. Jeg giver andre plads til at være der i livet, hvor de er. Jeg ved, at det er deres proces, ikke min. Jeg visualiserer mig omgivet af et emotionelt immunt skjold. Jeg vælger at omgive mig med kærlige mennesker, der vil mig det godt. 

De bedste tanker til dig♥

Kærlig hilsen Vickie

 

Dette indlæg blev udgivet i Brevkasse, følelser, jalousi, krise, kvinder, Mænd, parforhold, smerte, Uncategorized. Bogmærk permalinket.