Jeg har lyst til at prøve noget nyt, er det for meget forlangt?

 

Kære Vickie

I henved 20 år er min mand og jeg i slutningen af august taget på en sensommertur til Gardasøen i vores lille campingvogn. Det har været hyggeligt, og jeg har egentlig også holdt meget af det. Men jeg synes efterhånden, at jeg har fået lyst til, at vi finder på noget nyt.

Jeg har prøvet at tale med min mand om det, men han elsker den campingvogn og synes, at det er den ultimative måde at holde ferie på. Jeg har det bare sådan, at jeg godt kunne tænke mig, at vi måske forsøgte os med en storbyferie, hvor vi også kunne opleve noget kulturelt. Måske gå ud og høre musik, gå på museer eller i teatret (hvis vi for eksempel tog til London, for vi forstår udmærket engelsk). Han mener derimod, der er for meget larm i en by og synes også, at det er fint, vi sparer penge ved at lave vores egen mad på primussen.

Men er det for meget for langt for en gangs skyld at få et dejligt hotelværelse med en god seng, udsigt til spændende restaurationsbesøg og kulturelle input?
Jeg har virkelig lyst til at forsøge at trumfe det igennem, men er også lidt bange for at gøre ham ked af det, fordi han holder så meget af vores vante rejseform.

Med venlig hilsen
Den eventyrlystne

Kære eventyrlystne

Jeg forstår virkelig godt begge sider af sagen. I har jo skabt en tradition og en dejlig oase i en tidslomme hvert år, hvor I nogenlunde kan regne med, hvad ferien indeholder og sikkert kender en masse mennesker fra de forgangne år. Det er også vidunderligt at opleve nye ting i livet, så problemet er selvfølgelig, at I støder ind i to meget forskellige ønsker og måder at rejse på.

Jeg kom til at tænke på mine egne forældre, da jeg læste dit brev. De var utroligt forskellige. Min far var til Mallorca-modellen med høj cigarføring, så meget sol som muligt, høje temperaturer, stramme badebukser, grisefester og hele pivtøjet, mens min mor var til dansk sommer, danske jordbær med fløde, ingen badestrand med væmmelig sand mellem tæerne og helst i skyggen, fordi hendes lyse hud ikke tålte solen og hun var i øvrigt heller ikke særlig socialt anlagt. Min kære mor overgav sig til sydens sol, da vi var små børn. Men annoncerede så at hun ikke magtede den form for ferie længere.

Og for at sige det lige ud, havde min mor i den henseende absolut den stærkeste energi, så det blev hende, der dominerede det endelige valg. Få år efter købte de nemlig et sommerhus i Nordsjælland, og som du kan regne ud, var det alt det min mor godt kunne lide. Min far holdt også meget af sommerhuset, men min far var hverken havemand eller handymand, så det blev min mor, der trak det største læs og indimellem til stor irritation for min mor. Min far “stak” ofte af, fordi han lige skulle besøge en af naboerne og drikke en øl eller spille et parti skak.

Jeg vil ikke sige, at det ikke var en fælles beslutning, men jeg er sikker på, at hvis min far havde bestemt, var det blevet sydens sol uden en masse forpligtelser. Derimod kunne ti vilde heste ikke få ham med på museum eller andre kulturelle ting, hvilket min mor så gjorde med sine veninder. Min far var til gengæld rigtig god til at pleje sit sociale liv, som min mor ikke deltog så meget i.

Forskellighed og kompromisser

Lige meget hvordan vi vender og drejer det, går vi konstant på kompromis i et parforhold, hvilket vi også skal, hvis det skal fungere. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at det også var denne forskellighed, der gav nogle af de største frustrationer mellem mine forældre.

Det samme gør sig gældende, når jeg møder par i terapi. Vi taler om deres forskellighed, og hvordan de kan gå hinanden i møde i denne forskellighed. For det ender ofte i sårethed, hvor begge nemt føler sig afvist, hvis den anden part ikke vil det samme som én selv. Eller ikke forstår ens ønske. Andre gange handler det om, at vi giver for let op og fletter os for meget ind i hinanden, så vi glemmer at ære de ting, vi selv har lyst til eller drømmer om. Tiden går og det kan ende i frustration eller bitterhed, der i sagens natur er rigtig skidt for relationen.

Er det for meget forlangt

Jeg har ikke et entydigt svar, men mere en opfordring til dig om, at du skal lytte mere alvorligt til dine egne ønsker og turde gøre noget ved det. Hvis du vil noget andet, må du kommunikere det kærligt og ærligt til din mand og vide, at det kræver viljestyrke at holde fast i eget ønske.

Hvis din mand bliver såret, er det vigtigt, at du fortæller ham, hvad det betyder for dig, og at det ikke handler om ham som sådan. Det er også vigtigt for mig at sige, at du skal anerkende dine længsler, ønsker og drømme. For jeg tror, vi bliver mest glade, når vi lever vores drømme ud. På denne måde bliver vi også gladere og mere harmoniske som par.

Hvis det ender med, at din mand siger ja, kan det godt være, at han ikke kommer til at elske rejsen ligeså meget som dig, men så har han imødekommet dit ønske og sat lidt ind på kærlighedskontoen.

Held og lykke med det.

Kærligst Vickie

 

Dette indlæg blev udgivet i Brevkasse, følelser, kærlighed, Kommunikation, parforhold, parterapi og tagget , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.