Hvor kommer min medafhængighed fra?

 

Kære Vickie

Jeg er for nyligt blevet klar over, at symptomerne på “medafhængighed” passer fuldstædig på mig. Jeg skriver til dig, fordi jeg er på vej ud af et dysfunktionelt forhold, til en mand med boarderline. Jeg prøver at finde ud af, hvorfor jeg igen er endt i et sådant forhold og har været dér for længe – det er ikke første gang. Hvor stammer det mønster fra?

Jeg ville aldrig beskrive min familie som dysfunktionel, jeg er enebarn, og jeg har et godt forhold til både min mor og far, ingen af dem har været misbrugere. Jeg ved, at mine forældre begge to er skilsmissebørn, og min mor er i hvert fald vokset op i et dysfunktionelt miljø med sin mor og stedfar. Min far var alene med sin mor, som var meget fraværende. Min mor er meget klar over de problemer, der var i hendes barndom, hvorimod min far har tendens til at idyllisere. De udtrykker dog begge, at fraværet af deres fædre var en stor sorg.
Jeg husker mine forældre som værende anerkendende, kærlige og opmærksomme gennem hele min barndom og ungdom. Jeg har altid følt mig elsket. I mit tidlige voksen liv føler jeg stadig, at mine forældre er gode, kærlige forældre. Det til trods for, at vi har været igennem et flere år langt sygdomsforløb, som var en stor udfordring for alle. Ikke mindst for mig som eneste datter – set i bakspejlet ved jeg, at jeg har passet fuldstændig på beskrivelsen af en medafhængig i disse år. Trøstet min mor ustandseligt, lyttet til min fars frustrationer, og fundet mig i hans vrede over at være syg. Sat mine egen behov sidst. Da sygdomsforløbet startede, har jeg være omkring 20 år. Dette er første gang jeg husker mine forældre som værende ude af stand til at tage sig af mig. Men mine symptomer på codependency startede allerede, da jeg var omkring 18 og fik min første kæreste, hvis ikke før.
I min folkeskoletid blev jeg mobbet meget, mine forældre lod mig skifte klasse en enkelt gang, men mobningen fortsatte. Dengang ville jeg ikke selv skifte skole, og mine forældre lod mig bestemme, det mener de selv var en fejl den dag i dag. Jeg er enig. Mobningen i skolen har fyldt meget i mit senere liv, dér ved jeg, at jeg har følt mig usikker, ydmyget og uønsket. I mellemtiden mistede min mor sin far under meget tragiske omstændigheder, og det følgende år mistede min far sin bror i en ulykke.
Min barndom var således langt fra kun lykkelig, men jeg har altid tænkt på mit barndomshjem som værende det sted jeg følte mig tryg og ønsket og taget af. Jeg synes mine forældre, med deres fejl og mangler, er verdens bedste og mest kærlige forældre. Jeg følte mig aldrig overladt til mig selv, før min far blev syg i mit tidlige voksenliv. Men efter at have læst (måske mere end hvad godt er) om codependency, kan jeg se, at meget peger på, at det har noget med den tidlige barndom at gøre. Nu er jeg fuld af spørgsmål. Kan mobning lægge til grund for medafhængig opførsel? Kan jeg have nedarvet medafhængighed fra mine forældres dysfunktionelle familieliv? Eller er jeg i totalt fornægtelse, og skal jeg virkelig kigge mine forældre efter i sømmene?

M.v.h.
Amalie

Kære Amalie

Jeg kan godt forstå, at du er meget søgende efter at finde nogle svar i forhold til de forskellige livsvilkår og parforhold, du har haft i dit liv. Du beskriver, at du har haft nogle meget kærlige og anerkendende forældre og en tryg barndom men samtidig også haft nogle svære perioder i dit liv. Jeg tror, du har ret i din betragtning af, at det har bidraget til en medafhængig adfærd.

Mobning skaber ofte en følelse, af at man grundlæggende føler sig forkert som menneske og uden for fællesskabet. Dette er i sig selv stærkt nedbrydende for ens selvværd. Den følelse alene kan betyde, at du går alt for langt i et forhold, fordi du gerne vil føle dig set og elsket. Netop fordi du har mobbehistorien i din bagage, er der en højere risiko for, at du tiltrækker typer, der minder dig om det, du er allermest bange for. Nemlig at være hende der bliver ”mobbet” igen. Det vil sige, at finde typer, der igen ydmyger dig, gør dig forkert og bringer dig ud i følelsesmæssig forvirring og forladthed.

Hvor stammer dit mønster fra?

Når du spørger mig, hvor dit mønster stammer fra, så kan mobningen i sig selv være en årsag. Men der sker også andre vigtige ting i dine ungdomsår; blandt andet dine forældres krise. I ungdomsårene famler vi rundt i følelsernes virvar, og det så vigtigt for os, at vi har en tryg favn hos vores forældre.

Men i stedet bliver det dig, der trøster din mor og tilmed oplever en masse vrede fra din far. Du beskriver, at du nedtoner dine egne behov, fordi de ingen overskud har. Og som du nævner, begynder du at indgå i nogle dysfunktionelle forhold på dette tidspunkt. Dine forældres mangel på overskud har selvfølgelig ikke været en bevidst handling, men det har formentlig været med til at skabe en større ubalance i dig.

De typer du falder for

Der er mange ting at sige om medafhængighed, men kort beskrevet lader man sine egne grænser blive overskredet og overhører dem, fordi man ønsker at redde eller hjælpe manden og få ham til at forandre sig ved at give ham kærlighed. Det er heller ikke for sarte sjæle, at møde de typer, som du har mødt. Det kan sidestilles med at sætte sig op i en karrusel og blive svinget rundt og rundt. Når du endelig står med fast grund under fødderne og skal finde balancen, er det faktisk ikke sikkert, at du når det, før du ryger op i karrusellen igen.

Kan du have nedarvet medafhængighed fra dine forældres dysfunktionelle familieliv?

Uden at vi tager forsknings brillerne på, så arver du dine forældres samspil og mønstre. Derfor er det meget nærliggende, at du anvender nogen af de samme roller og overlevelsesstrategier som dine forældre. Jeg kender dig ikke nok til, at vide hvilken rolle du har tillært dig, men det kunne tyde på, at du har været familiens lille heltinde/redder. Det er hende, der påtager sig ansvaret for, at ”ordne” familiens smerte. Og som voksen fortsætter du mønsteret i form af de partnere, du vælger dig. Og det behøver på ingen måder være en misbruger, men blot et menneske med store psykiske problemer eller anden adfærdsmæssig afhængighed, hvor du skal være redderen. Du bliver langsomt viklet ind i et spind, hvor alt drejer sig om din partner og du mister kontakten til dine egne følelser.

Skal du kigge dine forældre efter i sømmene?

Du har allerede erfaret, at der kan være en sammenhæng. Det liv du lever nu viser, at du har nogle dysfunktionelle mønstre. Du virker meget indsigtsfuld og bevidst, så jeg tror det vigtigste er, at du holder fokus på det, du har lært indtil nu og finder nogle hjælpere til din healingsproces fremadrettet.

Jeg har lyst til at skrive til dig, at du har brug for, at trække en ordentlig streg i sandet!  Du skal ud af ”redderrollen”. For mange er det værste punkt faktisk at erkende, at man er medafhængig. Det gør som regel ondt og skaber modstand men det har du erkendt, og du har tilmed undersøgt emnet meget nøje. Som jeg skrev tidligere, mener jeg at vejen frem for dig, er at få hjælp til, at bearbejde den smerte af, at du ikke er værd at elske. Du skal mere se det som nogle psykologiske processer, der langsomt foldes ud. Så tror jeg stille og roligt, du vil give slip i dine medafhængighedstræk.

Jeg tror, du skal tage en beslutning om, at du ikke vil det længere. Du skal tage ansvar og vide med dig selv, at der ingen mennesker i denne verden, der skal have lov til at ”mobbe” dig. Du skal finde den kraft i dig, der ikke vil finde sig i at blive dårligt behandlet. Du er lige præcis, som du skal være, og du skal række ud efter dem, der ser dig, og passer på dig og respekterer dig.

Jeg er ret sikker på, at du på et tidspunkt vil opleve, at dit medafhængighedsmønster vil blive til en af de største styrker i dit liv.

Håber mit svar støtter dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Brevkasse, følelser, medafhængighed og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.