Min kone eller søn, hvem holder jeg med?

 

Kære Vickie

Jeg har brug for nogle råd fra dig om, hvordan jeg skal håndtere min ældste søn og min kone. Jeg håber, du kan hjælpe mig lidt på vej. Min søn på 16 år er begyndt at trække sig mere og mere ind i sig selv. Han lukker sig meget inde på sit værelse og holder sig for sig selv.

Det gør mig lidt bekymret, også selv om han svarer, at der ikke er noget galt, når jeg snakker med ham. Umiddelbart passer han sin skole og sine pligter, men ofte gør han, som det passer ham og bliver meget fraværende. Han svarer ikke, når man taler til ham og lukker helt af. Og det gør min kone rigtig gal. Og når hun forsøger at snakke med ham, reagerer han fjendtligt over for hende. Og det gør, at hun bliver mere gal. Og hæver stemmen og skælder ud.

Jeg forsøger at sige, at sådan er teenagere, og at det hele skal løses med kærlighed og forståelse. Men min kone, hans mor, bliver meget vred på ham. Så vred at hun i perioder ikke gider tale med ham, før han siger undskyld. Hvilket godt kan tage nogle dage. I den tid er hun også ofte sur og irriteret på mig. Og det påvirker vores forhold enormt. Det irriterer hende, at jeg kan tage lidt lettere på hans opførsel, end hun kan.

Mit dilemma er så, om jeg skal begynde at blive mere vred på min søn over hans opførsel. Og om jeg skal skælde ham mere ud.
Jeg ville måske sætte mit gode forhold til min søn på spil. Og jeg vil med min personlighed have svært ved det. Men jeg kan forbedre mit forhold til min kone ved at bakke hende op. Hvad mener du?

Hilsen Den bekymrede mand

 

Kære Bekymrede mand

Fint at du tænker dig ekstra godt om, og jeg anerkender, at det kan være meget udfordrende at være forældre til en teenager. Dog synes jeg, at jeres søn virker helt normal og ligner de fleste andre teenagere. Og hvis der ellers ikke er noget i jeres søns liv, som er foruroligende, enten i skolen, socialt eller lignende, tror jeg det er rigtigt, når jeres søn siger, at der ikke er noget galt. I hvert fald ikke noget, han kan forklare nærmere. Der er rigtig meget jeres søn skal forholde sig til og vænne sig til, når hans krop, sind og ånd er i rivende udvikling. På dette tidspunkt er hans frontallapper og følelsesmæssige reaktioner først ved at blive udviklet.

Under ombygning
Man skal forstille sig, at bo i en teenagers hjerne er som at overskue at skulle bygge nyt bad, nyt køkken, renovere alt i huset, mens du samtidig har en baby, der kræver din fulde opmærksomhed! Han er ganske enkelt i gang med at udvikle de fire områder, som er de selvsamme, der skaber allerflest konflikter i teenagerfamilien:
Ansvar.
Empati.
Overblik/problemløsning.
Selvkontrol/selvregulering af følelser.
Derfor er det ikke så underligt, at det skaber frustrationer og konflikter, hvis du/ I forventer mere af ham, end han rent faktisk er i stand til.
Så når han ikke svarer, trækker sig tilbage eller reagerer med impulsiv vrede, kan det enten dreje sig om ovennævnte eller også være, fordi dialogen mellem din kone og søn er anklagende og vred, og han måske lukker effektivt af.

Samspillet i jeres familie
Din kone er forståeligt nok irriteret, når han ikke svarer, men jeg tror blot, at hun skaber en større kløft, når hun bliver gal og skælder ud.
Jeg vil ikke anbefale at bruge kulde eller tavshed som straf. Det er en meget dårlig løsning. Dels kan jeres søn opleve det som en befrielse og derfor har det ikke den ønskede effekt. Dels kan han gøre sig ligeglad og samspillet i jeres familie kan på længere sigt udvikle sig til et dysfunktionelt mønster.

Jeg er med på, at det ikke altid er muligt, men hvis vi som forældre ikke lærer vores børn at opføre sig empatisk – gennem selv at være omsorgsfulde, empatiske, indlevende og forstående voksne, så lærer de det ikke. Deres empati skal spejles i vores empatiske adfærd sammen med dem.

Jeg tror derfor det bedste ville være, hvis din kone erkendte, at det er en fase, hendes søn er i, som absolut intet har med hende at gøre. Til gengæld synes jeg, det er vigtigt, at hun bevarer en tillidsfuld forbindelse til ham, som han med sikkerhed vil få brug for, hvis livet bliver lidt for vanskeligt.

Som du nok kan læse, så er jeg enig med dig i, at det er mest hensigtsmæssigt og beundringsværdigt, hvis man kan drysse kærlighed og forståelse ovenpå hele denne fase. Og hold endelig fast i den relation du har til din søn.

Til sidst vil jeg anbefale en fremragende bog, der er fyldt med gode råd til forældre med teenagere. Bogen hedder “Fat det nu forældre!”, skrevet af Jesper Juul. Den tror jeg I begge to vil have stor glæde af.

Håber jeg har hjulpet dig lidt på vej.

Kærlig hilsen Vickie
 

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i børn, Brevkasse, familie, følelser, parforhold, Teenager | Tagget , , , , , , , | Comments

Hvordan genfinder jeg lysten til mig selv og min mand frem igen?

 

Kære Vickie

Jeg er en kvinde på 55 og næsten klar med overgangsalderen. Jeg har altid været glad for min krop og min mand, og vi har det rigtigt godt med hinanden på alle måder, også seksuelt. Indtil for fire-fem måneder siden.

Min mand elsker mig og synes, jeg er dejlig, men jeg kan ikke vænne mig til, at min krop har forandret sig så meget. Min lyst til seksuel intimitet med min mand er helt væk. Han er forstående og rummende og presser mig ikke. Men jeg er dybt ulykkelig og kan slet ikke være i, at min krop nu skal se sådan ud. Det vil sige et par kilo ekstra på maven, lidt slappere bryster og i det hele taget blot forandret. 

Min søn er lige flyttet hjemmefra, og jeg savner ham selvfølgelig meget. Mit arbejdsliv er også i forandring, og jeg har indset, at jeg nu skal følge mit hjerte og ikke kun mine ambitioner, så jeg tillader min kreativitet at folde sig mere ud, og det er skønt.

Håber du kan komme med nogle af din kloge og kærlige refleksioner. Det er en stor sorg for mig, og jeg ønsker inderligt at kunne finde min lyst til mig selv og min mand frem igen til trods for de mange fysiske forandringer. 

Kærlig hilsen C

 

Kære C

Det er fuldt forståeligt, at du har det svært lige nu, da det bestemt er et kæmpe skift, du oplever, og du er helt sikkert ikke alene om at føle dette som en svær overgang i livet. Jeg vil starte med at tage udgangspunkt i, at du nævner din begyndende overgangsalder som en slags sorg, særligt fordi du nævner, at dine følelser har ændret sig indenfor de seneste fire-fem måneder. Overgangsalderen er en periode med store omskiftelser, forvirring og tvivl på sig selv og forstyrrende på utroligt mange måder, men der opstår også en “no return”-energi i denne fase, som konfronterer vores tanker om os selv og fremtiden. Du nævner også, at din søn lige er flyttet hjemmefra, hvilket kan være med til at forstærke de andre følelser, du kæmper med lige nu, og man skal ikke underkende, at savn og sorg minder meget om hinanden.

Nye perspektiver

Ligegyldigt hvad, er det vigtigt at respektere og anerkende din overgangsfase som en reel sorg og tilmed være tålmodig med den. Min erfaring er, at sorg bearbejdes bedst ved tale om det og endnu mere vigtigt, at man accepterer, at sorg tager den tid den tager. Hvis man respekter dette, ærer man sig selv og sit ståsted i livet.

Dernæst er vigtigt at lære at beherske sine tanker, fordi de har en uhyre vigtig rolle at spille i forhold til, hvad vi føler og tænker. Der er ingen tvivl om, at overgangsalderen og unge mennesker, der flytter hjemmefra i en stor mundfuld, trækker linjerne rimelig skarpt op, men vi kan forsøge at glide med, se nye perspektiver, iværksætte nye drømme og livsmål og vække os selv til live på en ny måde. Vi må revurdere og tænke over, hvordan vi bedst anvender de tanker og perspektiver, vi har om os selv. Ellers ender vi nemt i modstand, selvkritik, og søvnløse nætter og som du selv mærker, manglende lyst.

Din selvopfattelse betyder noget

De ting, du personligt oplever lige nu, minder dig måske om, at din position er ved at ændre sig, både som kvinde og mor og i en eller anden forstand er du tvunget til at give slip og gå med forandringen. Selv om du føler, som du gør, og det forstår jeg virkelig godt, så kunne du forsøge at se fasen i det perspektiv, at forandringen også er en fornyelse. Din krop er stadig kvindelig, feminin og blød, hvilket for mange mænd er alt rigeligt, når de elsker. Og kvindelighed og sensualitet har på ingen måder noget med faste kroppe at gøre, men meget mere med vores selvopfattelse at gøre. Dette gælder dybest set, hvad enten vi er unge eller gamle, men det helt vidunderlige ved at blive ældre er, at alderen runder os på en god måde. Dels lærer vi os selv at kende og vil elskes for den vi er. Vi vil have seksuel tilfredsstillelse og slapper mere af, fordi vi ved, at vi er lige, og fordi vi er sansende væsner. Vi finder ganske enkelt ud af at give os hen og nyde vores seksualitet på et langt dybere plan. Men med alderen følger desværre også kroppens store fysiske forandringer, og hvis vi ikke kan eje dette og begynder at tænke selvkritisk om vores krop, kan lysten forsvinde. Derfor tror jeg, at det er din egen selvopfattelse, der gør mest ondt og er medårsag til, at din lyst er forsvundet.

De store forandringer er en genfødsel

Du skriver, at du ønsker, at din lyst kommer igen, og som jeg nævner, er det vigtigt at drage omsorg og accept for dette. Men jeg vil alligevel nævne tantrabehandlinger, da de kan være en fantastisk metode til at vække sin seksualitet til live igen og en virkelig smuk måde at åbne og mærke sig selv og sine sanser igen. Nedenunder brevkassesvaret vil jeg anbefale en meget dygtig kvinde på dette felt.

Omkring din begyndende overgangsalder er kroppens gener så forskellige fra kvinde til kvinde, men personligt har det været en kæmpe stor hjælp at benytte mig af homøopatiske midler og via meditation, som skaber både en større accept og mere balance i kroppen. Jeg ved, at der er mange andre gode måder at komme omkring det på, og der må du finde din egen vej.

Jeg vil til sidst nævne, at jeg fik foræret en bog “den viise kvinde” af en veninde, og i denne bog står der, at for mange kvinder er de store forandringer en form for genfødsel. Vi kan betragte overgangen, som det liv, der er levet, og det liv der venter og på denne måde vende overgangsalderen til en rig og fri fase, hvilket jeg synes er et stærkt og kraftfuldt perspektiv. Det handler virkelig om at hengive sig og tage sig helhjertet af sig selv.

Med dette vil jeg ønske dig alt det bedste, og jeg håber, du kunne bruge mine refleksioner til din videre indre rejse.

Og tak for rosen.

Kærligst Vickie

Tantrabehandleren jeg anbefaler er somatisk sexolog og hedder Malou Maluna. Hendes hjemmeside hedder www.seksuelhealing.dk

Udover det anbefaler jeg den holistiske biomediciner Malene Rossil og hjemmesiden hedder www.holistiskbiomedicin.dk

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i angst, Brevkasse, Erotik, følelser, krise, kvinder, parforhold, parterapi, Selvværd, sex, smerte, tantra | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | Comments

Jeg har lyst til at prøve noget nyt, er det for meget forlangt?

 

Kære Vickie

I henved 20 år er min mand og jeg i slutningen af august taget på en sensommertur til Gardasøen i vores lille campingvogn. Det har været hyggeligt, og jeg har egentlig også holdt meget af det. Men jeg synes efterhånden, at jeg har fået lyst til, at vi finder på noget nyt.

Jeg har prøvet at tale med min mand om det, men han elsker den campingvogn og synes, at det er den ultimative måde at holde ferie på. Jeg har det bare sådan, at jeg godt kunne tænke mig, at vi måske forsøgte os med en storbyferie, hvor vi også kunne opleve noget kulturelt. Måske gå ud og høre musik, gå på museer eller i teatret (hvis vi for eksempel tog til London, for vi forstår udmærket engelsk). Han mener derimod, der er for meget larm i en by og synes også, at det er fint, vi sparer penge ved at lave vores egen mad på primussen.

Men er det for meget for langt for en gangs skyld at få et dejligt hotelværelse med en god seng, udsigt til spændende restaurationsbesøg og kulturelle input?
Jeg har virkelig lyst til at forsøge at trumfe det igennem, men er også lidt bange for at gøre ham ked af det, fordi han holder så meget af vores vante rejseform.

Med venlig hilsen
Den eventyrlystne

Kære eventyrlystne

Jeg forstår virkelig godt begge sider af sagen. I har jo skabt en tradition og en dejlig oase i en tidslomme hvert år, hvor I nogenlunde kan regne med, hvad ferien indeholder og sikkert kender en masse mennesker fra de forgangne år. Det er også vidunderligt at opleve nye ting i livet, så problemet er selvfølgelig, at I støder ind i to meget forskellige ønsker og måder at rejse på.

Jeg kom til at tænke på mine egne forældre, da jeg læste dit brev. De var utroligt forskellige. Min far var til Mallorca-modellen med høj cigarføring, så meget sol som muligt, høje temperaturer, stramme badebukser, grisefester og hele pivtøjet, mens min mor var til dansk sommer, danske jordbær med fløde, ingen badestrand med væmmelig sand mellem tæerne og helst i skyggen, fordi hendes lyse hud ikke tålte solen og hun var i øvrigt heller ikke særlig socialt anlagt. Min kære mor overgav sig til sydens sol, da vi var små børn. Men annoncerede så at hun ikke magtede den form for ferie længere.

Og for at sige det lige ud, havde min mor i den henseende absolut den stærkeste energi, så det blev hende, der dominerede det endelige valg. Få år efter købte de nemlig et sommerhus i Nordsjælland, og som du kan regne ud, var det alt det min mor godt kunne lide. Min far holdt også meget af sommerhuset, men min far var hverken havemand eller handymand, så det blev min mor, der trak det største læs og indimellem til stor irritation for min mor. Min far “stak” ofte af, fordi han lige skulle besøge en af naboerne og drikke en øl eller spille et parti skak.

Jeg vil ikke sige, at det ikke var en fælles beslutning, men jeg er sikker på, at hvis min far havde bestemt, var det blevet sydens sol uden en masse forpligtelser. Derimod kunne ti vilde heste ikke få ham med på museum eller andre kulturelle ting, hvilket min mor så gjorde med sine veninder. Min far var til gengæld rigtig god til at pleje sit sociale liv, som min mor ikke deltog så meget i.

Forskellighed og kompromisser

Lige meget hvordan vi vender og drejer det, går vi konstant på kompromis i et parforhold, hvilket vi også skal, hvis det skal fungere. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at det også var denne forskellighed, der gav nogle af de største frustrationer mellem mine forældre.

Det samme gør sig gældende, når jeg møder par i terapi. Vi taler om deres forskellighed, og hvordan de kan gå hinanden i møde i denne forskellighed. For det ender ofte i sårethed, hvor begge nemt føler sig afvist, hvis den anden part ikke vil det samme som én selv. Eller ikke forstår ens ønske. Andre gange handler det om, at vi giver for let op og fletter os for meget ind i hinanden, så vi glemmer at ære de ting, vi selv har lyst til eller drømmer om. Tiden går og det kan ende i frustration eller bitterhed, der i sagens natur er rigtig skidt for relationen.

Er det for meget forlangt

Jeg har ikke et entydigt svar, men mere en opfordring til dig om, at du skal lytte mere alvorligt til dine egne ønsker og turde gøre noget ved det. Hvis du vil noget andet, må du kommunikere det kærligt og ærligt til din mand og vide, at det kræver viljestyrke at holde fast i eget ønske.

Hvis din mand bliver såret, er det vigtigt, at du fortæller ham, hvad det betyder for dig, og at det ikke handler om ham som sådan. Det er også vigtigt for mig at sige, at du skal anerkende dine længsler, ønsker og drømme. For jeg tror, vi bliver mest glade, når vi lever vores drømme ud. På denne måde bliver vi også gladere og mere harmoniske som par.

Hvis det ender med, at din mand siger ja, kan det godt være, at han ikke kommer til at elske rejsen ligeså meget som dig, men så har han imødekommet dit ønske og sat lidt ind på kærlighedskontoen.

Held og lykke med det.

Kærligst Vickie

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i Brevkasse, følelser, kærlighed, Kommunikation, parforhold, parterapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Comments

Kan jeg vinde ham tilbage?

Kære Vickie

Jeg er en pige i starten af tyverne, og min ekskæreste sluttede det mellem os i et skænderi for fire uger siden. Han var fyldt op af diskussioner og siger, at han ikke tror på det mere. Han siger, at der er masser af følelser, men ikke tror på at det bliver anderledes. Jeg har tigget og bedt ham om at komme tilbage, og for mig har det været et kæmpe wakeup call.

Jeg var forbi ham forleden dag med nogle ting, jeg lånte til en skitur og spurgte, om han ikke ville med i biografen om 14 dage. Hans svar var, at han gerne ville drikke en kop kaffe, men ikke ville med i biografen, da det er for “dateagtigt”. Han krammede mig flere gange, og jeg fik på mit initiativ flere små kys. Jeg spurgte ham, om jeg skulle lade være med at ringe, han svarede, at det måtte jeg gerne.

Jeg savner ham så forfærdeligt, og min fornemmelse siger mig, at han trods alt ikke er helt færdig, selvom det er, hvad han fortæller. Vi har begge været alene i flere år, og han er mest alene i sin lejlighed.

Er der mon noget håb for at vinde ham tilbage?

Hilsen M

Kære M

Åh, den der følelse! Jeg husker den så tydeligt, da jeg var ung. Mit hjerte har også været knust adskillige gange, og på en eller anden måde er følelserne så uendeligt altopslugende, når man er ung. Ikke at de ikke kan være det, når man bliver ældre, men de første erfaringer med et knust hjerte er ret voldsomme. Der er ikke så meget at sige til det andet end, at det skal gennemleves, selvom det gør ondt, og du kommer heldigvis igennem det, det lover jeg dig, kære M. Det er måske en ringe trøst lige nu, men hvis din ekskæreste siger nej til den negative spiral, jeres forhold har udviklet sig til, kan det sagtens være godt for dig også. For sommetider kan vi ikke altid se, hvad der er godt for os, når vi står midt i det dårlige. Og bagefter, når det hele er kommet lidt på afstand, står det mere klart, hvorfor man måske alligevel ikke passede helt så godt sammen, som man ønskede eller håbede på.

Du har lært noget

Om ikke andet tænker jeg, at din ekskæreste har lært dig noget meget vigtigt uanset hvad. Han er en type, der ikke vil diskutere, og han har sagt fra. Du har gjort dig den erfaring, at nogle mennesker ikke kan lide at diskutere…. for meget. Så kan det sagtens være, at han har en lav tolerance overfor diskussioner, og I på denne måde ikke passer sammen. Og næste gang møder du måske en fyr, der godt kan tage nogle raske diskussioner, uden det betyder så meget. Her er vi heldigvis meget forskellige.
En anden meget vigtig vinkel er selvfølgelig, hvad jeres diskussioner handlede om, og hvordan I diskuterede, men da du ikke nævner noget konkret, kan jeg ikke komme med nogen nærmere input til selve jeres situation andet end blot at nævne, at enhver diskussion har en rod, og man kan lære at kommunikere på en mere konstruktiv måde, hvor begge parter bliver hørt og set.

Kan du vinde ham tilbage?

Dybest set er det et rigtig svært spørgsmål for mig at svare på, men der er altid en chance, men kun ved at du venter på, at han måske kommer tilbage af sig selv. Som du beskriver hans måde at agere på, tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige, at hvis du presser ham eller plager ham, vil han nok ikke komme tilbage. Derimod hvis du giver ham ro og plads til tænksomhed, vil der være en mulighed for, at han begynder at savne dig og komme tilbage til dig for at give forholdet endnu en chance.

Rent personligt og med al respekt for din hjertesorg synes jeg, du skal slå håret ud og begynde at danse lidt på bordene. Livet er alt for kort til lange endeløse diskussioner.

Jeg håber mit svar giver dig lidt ro og opmuntring.

De kærligste hilsner fra Vickie

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i Brevkasse, følelser, kærlighed, Kommunikation, krise, kvinder, Mænd, parforhold, parterapi, smerte | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Comments

Leger han bare med mig?

 

Hej Vickie

Jeg er en kvinde på 49 med store problemer i mit kærlighedsliv. Jeg har vœret gift knap 25 år. Vi har en fin hverdag sammen, dog har det seksuelle altid været et problem. Min mand har nærmest ingen sexlyst haft, og indtil sidste sommer måtte jeg acceptere at leve uden sex i 10 år!
Det har altid været et stort problem for mig, men når jeg tog emnet op var grunden at han var alt for træt (han har dyrket meget sport) eller, at det var grundet, at jeg havde taget på efter mine graviditeter, og det synes han ikke var tiltrækkende. Det skal siges, jeg har forsøgt at tabe mig, men desværre uden det store held indtil for ca. to-tre år siden, men selv der skete der intet på det seksuelle område.

På et tidspunkt opgav jeg kampen og har i den forbindelse lukket mere og mere af følelsesmæssigt for min mand, for at beskytte mig selv fra at blive såret på grund af hans afvisninger. Jeg er nu kommet til det punkt, hvor jeg ikke elsker min mand mere. De seneste fem-seks år har jeg haft i baghovedet, at  jeg måske nok ville gå fra ham, når børnene blev større. 

Jeg har aldrig overvejet utroskab, men sidste sommer mødte jeg en anden mand, og der var med det samme en fantastisk kemi mellem os. Vi var til fest sammen, og for os begge gjaldt, at vi konstant søgte over mod hinanden. Vi begyndte at skrive sammen meget hyppigt, også sexy/ flirtende.
Den anden mand sagde fra starten af, at vi ikke skulle have noget fysisk forhold, fordi jeg er alt for tæt på hans familie … han er også gift og har børn. Vi bor i hvert sit land, så vi har aldrig haft mulighed for at se hinanden ofte, men ca. hver 7.-9. uge kan jeg rejse over, og vi mødes altid. Efter ca. seks måneders skriverier endte vi alligevel med at tilbringe en hel nat sammen. Derefter havde vi vel, hvad man kan kalde et forhold, der varede ca. fire måneder, hvor han så brød det, fordi det var for stressende og kompliceret for ham.

Det er nu ca. fire måneder siden, men vi har stadigvæk holdt kontakten, vi ses hver gang, jeg er i hans by, og han har været meget flirtende/kælende og holdt hånd samt snakket om vores første nat, og hvordan han husker, da han så mig første gang. Han har dog udtrykkeligt sagt, at vi ikke skulle have sex, men gerne mødes til middag eller drinks.
For ca. en måned siden sås vi så igen, og det endte med, at vi tilbragte natten sammen endnu engang.
Men jeg synes, han har forandret sig siden. Pludselig skulle han skynde sig hjem (efter vores nat) og arbejde, hvad han ikke havde snakket om, at han skulle, da vi mødtes aftenen før. Da vi mødtes nogle dage efter, ville han ikke have nogen fysisk kontakt, og jeg havde indtryk af, at han med en dårlig forklaring var nødt til at skulle hjem efter nogle timer. Jeg blev både sur og skuffet, og det endte med, at vi skiltes på en dum måde. Han har sikkert tvivlet på, om jeg overhovedet ville have noget med ham at gøre igen efter det. Vi har derfra og indtil i dag ikke haft kontakt. Jeg har dog meldt mig hos ham nu, og han skrev hurtigt tilbage.

Det var en meget lang baggrundshistorie. Nu til alle mine tanker.
Jeg har en meget stærk mavefornemmelse af, at jeg skal forlade mit ægteskab. Jeg tog det op med min mand sidste sommer, og pludselig vil han gøre alt for, at vi skal blive sammen. Han tilbeder mig nærmest nu, jeg kan få al den sex jeg vil have, og han vil gøre alt for at gøre mig glad. Problemet er, at jeg er ikke glad. Jeg kan ikke holde alle hans søde ord ud, jeg kan ikke holde ud, når han rører ved mig eller kysser mig, og sex har jeg slet ikke lyst til. Det understreger for mig, at forholdet fra min side er dødt. Han er for overivrig og er ved at kvæle mig i kærlighed og sødme. Jeg har sagt det til ham, men han mener det er vejen frem.

Samtidig har jeg udviklet meget stærke følelser for den anden. Jeg har været ualmindeligt langt nede humørmæssigt i den periode, hvor vi ikke har snakket sammen.
Men hvad kan jeg forvente fra hans side? Han har flere gange sagt, at han ikke søger noget seriøst forhold, men han siger også, vi ikke skal have sex, og alligevel ender vi med at tilbringe natten sammen. Han sender modsatrettede signaler, og jeg kan overhovedet ikke gennemskue det.
Han har et meget stressende liv. Hans kone er handicappet og bor i et andet land, så han pendler mellem to lande, arbejder i udlandet fire dage, hjem til familien, arbejder der en dag og så weekend og så tilbage til arbejdslandet. Han er meget presset jobmæssigt, har en høj stilling og arbejder rigtig mange timer … ovenikøbet er hans stilling uvis, da firmaet skal slås sammen med et andet. Han har også i flere år ønsket at blive skilt fra konen, men kan ligesom ikke nænne det … men ved også at han ikke kan fortsætte sit liv sådan som nu. Jeg ved, han har virkelig mange ting at skulle holde styr på.

Hvad skal jeg gøre? Gå fra min mand, der virkelig elsker mig? Men hvordan kan jeg holde ud at fortsætte med ham uden at føle andet end venskab? Og så er der alt det praktiske med hus og børn.
Det er så usikkert. Leger han bare med mig?? Men hvorfor så ikke benytte sig at sexmuligheden hvis han alligevel kun vil det? Nogen gange tænker jeg, at han er bange for at bruge tid med mig, fordi han så bliver for glad for mig, og det gør situationen endnu mere kompliceret. Måske er det ønsketænkning. Jeg ved han er glad for mig, han siger altid gentagne gange, at det er dejligt at se mig igen. Men hvor glad? Tør ikke snakke med ham om det af frygt for at skræmme ham.
Mit store ønske er, at vores forhold kan udvikle sig til noget varigt, men er jeg helt urealistisk? Jeg har altid været nødt til at sige til ham, at det var ok, at det ikke var mere seriøst, men inderst inde har jeg jo altid ønsket det. Tror også han har den indstilling, at han ikke vil være skyld i, at et ægteskab går i stykker, det har han tidligere sagt.
Noget andet der undrede mig; min veninde har et forhold til en anden mand og ønsker, at de begge skal skilles, så de kan være sammen… til det sagde min “elsker”, at det aldrig blev til noget medmindre hun først gik fra manden. Er det mon hans egen indstilling?
Mit hoved er ved at eksplodere af tanker, og jeg ville være glad for et input fra dig.

Hilsen mig
 
 

Kære dig

Det er sandelig en ordentlig omgang, du har gennemgået. Det må have været hårdt at undvære fysisk intimitet igennem så mange år, og der er ingen tvivl om, at det underminerer selvværdsfølelsen, når et menneske man elsker, ikke ønsker sex og intimitet den anden vej. Du spørger, om du skal blive hos din mand, som du ikke elsker længere, og om forholdet til den anden mand kan udvikle sig til noget varigt?

Lad mig starte med dit ægteskab. Efter min opfattelse har dit ægteskab været forsømt rigtig længe. Selv i de bedste ægteskaber, hvor kærligheden og sexdelen er intakt, kan det være svært at bevare gnisten i en hverdag med børn, familie og arbejde. Det kræver, at man er opmærksom på de områder, der belaster forholdet og nærheden. Din mand har vedvarende undskyldt sig med, at han var for træt eller ikke syntes, du var tiltrækkende nok på grund af din vægt. Det emmer hverken af respekt, omsorg eller ansvar og derfor tænker jeg, at der ligger nogle andre årsager til grund for hans undskyldninger og som formentlig slet ikke handler om dig. Det er så vigtigt, at du har bevidsthed om dette på trods af, at du har følt dig uelsket og afvist i alle de år.
Du har naturligt nok lukket af for dit hjerte for at beskytte dig selv. Men det triste er, at når du lukker af for dit hjerte, mister du også langsomt små bidder af dig selv. Det koster dyrt på den lange bane at ignorere sine følelser og kan gå hårdt ud over selvfølelsen og selvrespekten og så sandelig også kærligheden imellem jer. Da du vil forlade din mand bliver han bange og indser, at han er ved at miste dig, selvom han i virkeligheden har afskåret sig selv fra ægteskabets forpligtelser for længe siden.  Du er også selv bange for at forlade det trygge liv, på trods af at du lider. Ellers havde du sikkert forladt ham for længe siden.

Den anden mand
Utroskab er en form for dulmeri, når vi ikke vil føle eller tage stilling til det, vi mærker. Det løser ikke noget som sådan i de fleste tilfælde. Problemet for dig er nu, at du formentlig er ved at gentage det samme mønster. Du er faldet for en anden mand, som heller ikke kan give dig den kærlighed og intimitet, du har savnet og længtes efter i alle de år. Du skriver til mig, at du ikke kan gennemskue “den anden mand”.  Han har dog sagt til dig, at han ikke søger et seriøst forhold, og det virker til, at han mener det. Det skal du lytte til. Jeg er sikker på, at han siger det, han mener.
Han virker til at have sit hjerte hos sin kone og børn, men har måske et afsavn, som han opsøger hos dig for at få dækket. Han “checker” ud for en kort stund sammen med dig trods sin modstand. Ligesom dig tager han ikke “ansvar” for sine følelser og frustrationer i sit ægteskab. På hvilken måde ved vi ikke.  Men des mere du åbner dine arme og bliver “krævende”, des mere vil han flygte, og dermed vil du føle dig afvist. Fordi hans hjerte ikke er 100 procent hos dig. Mere tror jeg desværre ikke, du skal lægge i det.

At opbygge det nye
Selvom du nærer følelser for den “anden mand”, og du oplevede en gensidig kemi, tror jeg mest på, at han har været en katalysator for et spring ud af dit ulykkelige ægteskab, som du har forsøgt at undgå i mange år. Jeg tænker, at det klogeste valg, du kan træffe nu, er at flytte for dig selv og gøre dig fri af dem begge. Dermed vil du langsomt begynde at mærke dig selv og dine egne følelser igen. Det føles måske dybt angstprovokerende for dig efter så mange års ægteskab. Det forstår jeg godt, men jeg tænker, at det dyrebareste for dig ville være, at du begynder at mærke dig selv og finde kærligheden til dig selv igen. Ellers kan du risikere at havne i den samme følelsesmæssige forsømmelse uanset, hvilken mand du er sammen med.
Hvis du vil skrue op for selvkærligheden, kan jeg varmt anbefale dig at lave denne øvelse, der understøtter processen ret effektivt. Den går ud på, at du i de næste to måneder skal sige til dig selv om og om igen: “JEG ELSKER OG VÆRDSÆTTER MIG SELV”. Gerne mange gange om dagen. Ligeledes anbefaler jeg, at du skriver sætningen ned i en dagbog en til to sider om dagen. På denne måde bliver det en ny og livsforandrende overbevisning i dit liv.

Må mit svar støtte dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i Brevkasse, elsker, Erotik, familie, følelser, krise, kvinder, Mænd, mønstre, parforhold, parterapi, Selvværd, sex, smerte | Tagget , , , , , , , , , | Comments

Jeg har lyst til at udleve mine seksuelle fantasier

Kære Vickie

Jeg har fulgt med i din brevkasse og synes, du har interessante svar på de forskellige spørgsmål.
Jeg tænker på, om du måske kan hjælpe mig?
Jeg lever i et helt almindeligt ægteskab. Min mand og jeg har kendt hinanden i mange år, har to teenagebørn i huset, faste jobs og det hele kører på sin vis.
Men jeg er nok kørt lidt fast.
Jeg drømmer… drømmer om noget mere. Mere livsglæde, mere lir, mere af det hele, der må simpelthen være mere sjov i livet end det her. Samtidig skal siges, at jeg faktisk på mange områder er rigtig glad for min mand. Jeg ønsker egentlig ikke at bytte ham ud.

Men jeg savner noget. Vi har stadig et ok-fungerende traditionelt sexliv, men jeg keder mig. Jeg drømmer om noget andet. Ærlig talt, jeg drømmer om alt fra swingersexklubber, partnerbytte, udklædninger, rollespil og alt muligt og umuligt. Det der er min store udfordring er, at jeg ikke kan fortælle det til min mand. Jeg føler mig så forkert, og jeg kan simpelthen ikke bringe det i spil. Jeg kan ikke overskue de eventuelle konsekvenser, der opstår, hvis jeg bringer det i spil. Jeg er simpelthen bange for, at han ikke kan ha’ det og lukker af over for mig i stedet for. Jeg har næsten lyst til bare at have en affære. Ikke fordi jeg vil have en anden mand, men blot for at udleve min sexuelle fantasier. Kan du hjælpe?

De bedste hilsner
B.K

 

Kære B.K

Først og fremmest tak for din fine feedback.

Det er et rigtigt svært spørgsmål, du stiller mig. Netop fordi jeg kan sætte mig i ind begges situationer, men lad mig forsøge, om jeg kan svare på det.
Først vil jeg nævne, at mange rent faktisk falder for “affæremodellen”, når de enten keder sig, føler livet er gået i stå eller fantaserer om et mere spændende sexliv. Men det er langt mere respektfuldt og klogere at søge efter årsager og løsninger frem for at risikere et destruktivt drama. Mange mennesker har det på samme måde som dig, så det er bestemt en udfordring, der skal tages alvorligt.

Vores natur er foranderlig og nysgerrig, og derfor vil vi også helt naturligt føle frustration, hvis vi har uopfyldte og undertrykte behov indeni i os. Ligeledes gennemgår vi nogle livsfaser, der forandrer både vores værdier og os selv som mennesker. Summen af alt dette betyder, at vi begynder at stille nogle essentielle spørgsmål til vores liv og nemt kommer til at falde for fristelsen til at stå med den helt store kikkert fremme og spejde ud over horisonten efter noget mere spændende i sigte. Det er normalt, men også en udfordring, der inviterer dig og din mand til at kommunikere på et mere nært plan om de ting, I føler og tænker. For jeg tror faktisk, det handler mere om, at I ikke er så nære med hinanden længere. Og så handler det meget mere om at erkende det, og begynde at åbne sig for hinanden og turde være ærlige omkring, hvad der sker inde i jer, og hvad I savner.

Vores seksualitet

Men lad mig alligevel komme mere ind på sexdelen. Da jeg gik på Joan Ørtings sexologuddannelse, var vi over 40 elever og repræsenterede derfor en god sjat af mangfoldigheden af vores seksualitet. Og hvis vi tror, at vi ligner naboen eller veninden, kan vi godt tro om igen. Vi har så mange nuancerede former for lyst og nydelse, at du i hvert fald ikke behøver at føle dig forkert på den front. Men det der var mest tankevækkende var, hvor meget skam, skyldfølelse, præstationsangst og hemmeligheder vi har, når det drejer sig om vores seksualitet. Derfor byder vores seksualitet på mindst lige så stor personlig udvikling, som vores parforhold, børn og karriere gør. Med det i mente kan vores sexpræferencer desværre også ligge et godt stykke væk fra hinanden, selvom man kan opleve, at man passer godt på alle andre områder. Men det er jo aldrig til at vide, hvis man ikke har åbnet for de indre rum overfor hinanden meget længe eller nogensinde. Det kræver nemlig meget stor grad af seksuelt selvværd og mod at vise denne åbenhed og sårbarhed.

Sex, nærhed og intimitet 

Du har haft tanken om at være sammen med en anden mand som en løsning, hvilket sandsynligvis bare vil skabe endnu større følelsesmæssig afstand imellem jer. Men du kan heller ikke i længden ignorere, undertrykke eller udsætte de tanker og følelser og længsler, du har. Hvis du bliver ved med det, vokser det indvendigt og overleveres på andre uhensigtsmæssige måder. Og i værste fald bliver man offer for sine egne uudtrykte følelser og tanker. På denne måde er du medskaber til, at nærheden og intimiteten forsvinder. Og så er det, at man kan begynde at føle sig ensom og ulykkelig i sit ægteskab.
Derfor synes jeg faktisk, at du skal bringe det frem i lyset. Særligt fordi du ikke giver udtryk for en grundlæggende anderledes seksualitet, men mere fordi du længes efter, at der skal ske noget nyt og anderledes. Du har lyst til sex, og du har lyst til at prøve noget nyt, der kan tænde gnisten imellem jer igen. Det er jo dejligt, og det du nævner er bare fantasier og muligheder. Det er ikke engang sikkert, at det er noget, du vil blive ved med at have lyst til, hvis nærheden begynder at blomstre mellem jer igen.

Hvordan skal du sige det til din mand 

Men hvordan skal du sige det til din mand, hvis du vælger at gøre dette? Jeg kan fornemme, at du i hvert fald har en intention om, at du vil sige det på en hensigtsmæssig måde, så du ikke sårer ham. Så jeg vil forslå dig, at du siger til ham, at du godt kunne tænke dig noget frækt og anderledes. At du savner ham, og du gerne vil tættere på ham igen. Det allervigtigste er, at du ikke fremlægger det som et pres eller en utilfredshed med ham. Så kan det godt være, at det afføder nogle uoverensstemmelser, som du bliver nødt til at rumme. Det kan jo være din mand bliver rystet, fordi han troede, han vidste, hvor han havde dig henne, og det kan også være, at han bliver vred og ikke vil det, du ønsker. Men der er også den mulighed, at han vil være åben over for noget af det og har tænkt nogen af de samme tanker, hvem ved? Jeg tror med andre ord, at du har mest at vinde ved at tale med ham om det. Jeg forstår godt din nervøsitet, men sommetider er en ærlig kommunikation nødvendig, selv om det gør ondt, for at genskabe eller opnå den nærhed, man længes efter.
Jeg tror, meningen med livet er at vise, hvem man er, fordi det dybest set handler om at være accepteret præcis, som den man er med ALT, hvad man indeholder. Hvis du fokuserer på det, kunne det meget vel være den vigtigste nøgle til et spændende og fornyet ægteskab.

Må mit svar støtte dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i Brevkasse, Erotik, følelser, Kommunikation, kvinder, Mænd, parforhold, sex | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Comments

Jeg bliver taget for givet, når han først har fået mig

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej Vickie

Jeg er en ung kvinde, der er i gang med uddannelse og bor i min egen lille hyggelige studiebolig. Jeg skriver til dig, fordi jeg lige har gjort det forbi med min kæreste gennem et halvt år. Han er hashmisbruger, men det kunne jeg “leve” med. Selvom jeg HADER folk, der har et misbrug. Jeg gjorde det forbi med ham, fordi han skyldte mig 1.000 kroner, og da han fik løn, og jeg prøvede at ringe til ham, hørte jeg intet. Han var en fantastisk fyr i starten, men som tiden gik, blev han mere ligeglad. Jeg har gjort ALT for at gøre ham glad og sikre mig, at han havde det godt. Og intet fik jeg tilbage.

Min far er dybt alkoholiker og har været det hele mit liv. Jeg har boet alene hos ham fra jeg var 4-15 år. Han har aldrig ville give slip på mig og ladet mig have min egen tankegang. Alt skulle foregå på hans præmisser. Når min far har det godt, så hører jeg ingenting fra ham! Men derimod når det går dårligt, så ringer han mig ned og giver mig sindssygt dårlig samvittighed.

Min såkaldte ekskæreste nu – har jeg smidt ud. Jeg gik en tur i skoven, og da jeg kom hjem, begyndte jeg at pakke de ting, han havde hos mig. Og skrev en besked “dine ting står i en pose ude foran min dør. Smid min nøgle i postkassen”. Og BUM, så kunne han godt finde ud af at skrive… Og ringe 15 gange.. Det er første gang, jeg har taget sådan en beslutning om, at han ikke skulle tage røven på mig og tro, at han kan snyde mig. Han har skrevet en masse undskyldninger, men det kan jeg ikke tro på. Jeg har heller ikke svaret ham endnu.

Men hvorfor finder jeg altid en fyr, der har et misbrug, selvom jeg ikke ved, at han har et til at starte med? Og hvorfor bliver han totalt ligeglad med mig, når han har fået mig? Jeg bliver så skuffet, når jeg endelig åbner mit hjerte en lille smule og gør mit bedste for ham. Han gjorde alt for mig i starten, og jeg havde aldrig mødt en som ham. Det gælder ikke kun min ekskæreste, men alle fyre kæmper for mig i starten, og når jeg langt om længe “overgiver” mig, så tager de mig for givet.

Mange hilsner fra en tænksom sjæl 

 

Kære tænksomme sjæl

Jeg forstår godt, at du er vred og frustreret. Du skriver, at din kæreste er hashmisbruger og det kan du godt leve med, men du vil ikke acceptere, at han skylder dig 1.000 kroner. Det forstår jeg selvfølgelig godt,men de to ting hænger nok alligevel sammen.

Men lad mig først starte med din far. Du beskriver, at din far er alkoholiker, og han har haft svært ved at slippe dig og ligeledes ikke ladet dig have din egen tankegang. Hvilket betyder at du inderst inde ved, at det har været rigtig usundt for dig og det er jo rigtig positivt. Din far påvirker dig stadigvæk og gør det triste, at når han har det skidt bruger han dig til at søge trøst og forståelse hos. Men omvendt glemmer han dig, når han er ovenpå. Og det er både ubalanceret og misforstået kærlighed og afspejler meget godt, hvordan dit dysfunktionelle mønster er grundlagt og hvorfor det fortsætter ind i dine kæresterelationer.

Jeg ved ikke om du selv har bemærket det, da du skrev brevet til mig, men din ”ekskæreste” og far minder om hinanden. Og det virker som om, du har samme uheldige rolle overfor dem begge to som den omsorgsgivende og ”pleaseren”. Som du selv nævner, så giver det dig et håb om at få noget kærlighed og omsorg tilbage.

Hvorfor tiltrækker du den samme type?

I denne forbindelse spørger du om, hvorfor du altid tiltrækker typer, der har et misbrug? Det gør du, fordi du er hjemmevant og tryg med de typer og sikkert ville blive utryg, hvis du mødte helt modsatte type. Det bekræfter du ved at skrive, at du godt kan leve med hans hashmisbrug, også selvom du hader det. Men du savner hans nærvær og respekt.

Du spørger mig også om, hvorfor din kæreste bliver ligeglad med dig, når han har fået dig? Det er et temmelig relevant spørgsmål, fordi jeg tror, at når du først forstår dette mønster, ville du nemmere kunne forandre de ting, der gør dig ked af det. Jeg er sikker på, at han ikke er ligeglad med dig, men han sidder fast i samme dysfunktionelle mønster som din far, og det vil sige, at han er styret af sin afhængighed.  Omdrejningspunktet for afhængighed er at dulme de følelser, man ikke vil mærke. Og din ekskæreste mærker smerte, så snart du afviser ham. Og derfor er han nødt til at få fat i dig, så han ikke mærker den smerte han forsøger at undgå. Det store dilemma i dette mønster er at nærhed og intimitet er lige så skræmmende som afstand. Mekanismen er nemlig, at når han har fanget dig ind, så vil han skubbe dig væk igen. Netop fordi nærhed indebærer at et andet menneske kommer så tæt på, at de helt naturligt vil spejle en på godt og ondt. Og det vil de typer for alt i verden undgå.

Din indre rejse

I princippet er det ligegyldigt om han hedder Casper, Emil eller Sebastian. Hvis du skal holde op med at tiltrække samme type, er at du nødt til at gå tappert af sted med den erkendelse af, at din far har præget din opvækst og tankegang så meget, at du har tilegnet dig et dysfunktionelt mønster. Og det altafgørende er, at du arbejder med dit selvværd og alle de overbevisninger, du har lært af ham.

Jeg havde en ung pige på et af mine kurser, som havde samme dysfunktionelle mønster som resulterede i både angst og depression, men efterhånden som hun så sin egen dysfunktion og indså, hvordan hun selv kunne tage ansvar, begyndte hendes liv at ændre sig ligeledes.

Du virker som en rigtig stærk pige bag dit brev, så jeg vil opmuntre dig til at begive dig ud på samme rejse. Måske ligefrem en pilgrimsrejse. Men uanset hvad, så handler det om at smide alle de tunge sten, du har i din rygsæk og give plads til din egen helt personlige sandhed.

Jeg vil i denne forbindelse anbefale dig to fantastiske bøger, som jeg tror vil give dig stor inspiration og glæde til din personlige rejse.

De to bøger er ”Wild” af Cheryl Strayed  og ”Kan man se jeg har grædt?” af Pernille Rahbek.

Må mit svar støtte dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

 

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i alkoholiker, angst, bog, Brevkasse, følelser, medafhængighed, mønstre, parforhold, Selvværd, smerte, spiritualitet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Comments

Min kones eksmand er blevet det centrale midtpunkt i vores ægteskab

 

 

Hej Vickie

Jeg har levet I et skønt parforhold og er gift med alle tiders kvinde gennem de seneste syv år. Vi blev gift i 2011 på en dejlig lille ø og har haft mange skønne oplevelser sammen.

Der er dog sket det, at hendes eksmand, som hun har to børn sammen med, stille og roligt begyndte at ødelægge sit eget liv, da de blev skilt. Han beholdt børnene hjemme hos sig, men han begyndte at optage mange lån og samtidig at holde op med at betale sine regninger, hvilket medførte at han til sidst blev smidt ud af sin bolig af fogeden. Op til at dette skulle ske, flyttede vi deres to børn ud til os. De er i dag 15 og 19 år gamle.

Det er nu 2,5 år siden at dette skete. Problemet er nu, at min hustrus eksmand stort set dagligt er kommet i vores hjem lige siden. Når jeg kommer hjem fra job hver dag, så sidder han i mit køkken og drikker te eller på et af værelserne og spiller computer.

I staren troede jeg, at det var noget, jeg godt kunne rumme, men jeg må erkende, at det med tiden har slået mig en del i stykker. Jeg synes, at det ødelægger den intimitet og nærhed, vi forsøger at bevare i vores forhold, at han sidder på skødet af os hver dag og får mig til at føle mig meget overflødig som menneske.

Min hustru er godt tilfreds med den situation/livsmodel, da hendes argument er, at det er i børnenes tarv, og hun har fået af vide, at de ikke kan besøge deres far, der hvor han bor med sin mor, da hun ikke ønsker at have dem på besøg der.

Det lyder dog meget usandsynligt for mig, at deres egen farmor ikke ønsker at se dem, men mere noget som han siger for at have undskyldning for at komme i vores hjem dagligt, fordi det er dejligt let, da det er 500 meter fra hans arbejdsplads.

På hverdage er han i vores hjem to-tre timer, og i weekenden er han der det meste af dagen. Min hustru siger, at hun er meget bange for at gøre børnene kede af det igen, fordi hun mener, de har været udsat for nok problemer. Jeg synes, det er en utrolig fastlåst situation. Jeg føler meget, at vi er blevet taget til gidsel i, at han ikke er kommet videre med sit liv (sådan virker det i hvert fald).

Hvordan skal vi komme videre herfra? Hvad er løsningen? Er det mig, der ikke er fleksibel og rummelig nok? Jeg er bange for, at det ødelægger vores ægteskab, men er også klar over, at jeg nok ikke kan blive ved med at leve sådan meget længere.

Mvh Claus

 

Hej Claus

Sikken et dilemma du er havnet i! Jeg er sikker på, at mange vil læse dit brev og føle sig ramt af, hvor svært det kan være at involvere sig med en partner, der har børn fra et tidligere forhold. For der er mange hensyn at tage. For hvilken rolle skal man spille overfor stedbørn? Og hvordan navigerer man rundt i den nye familiekonstellation som mand og kone med eks’er osv.?

Du har uden tvivl nogle ekstra udfordringer, og jeg måtte næsten gnide mig i øjnene, da jeg læste dit brev.

Børnenes tarv

Jeg synes, det lyder som om I har fået et ekstra barn i huset. Et meget lille barn som slet ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv. Men rent aldersmæssigt må han være ældre end et barn, siden han har børn på 15 og 19 år. Hvad der end er sket af ubehagelige ting i hans liv, så tænker jeg ikke, at det på nogen måder kan undskylde, at han bor henholdsvis hos sin mor og tilsyneladende også sin ekskone.

Hvis din kone tilmed i ramme alvor mener, at det er børnenes tarv, at han er så meget hos jeres familie og sine børn på 15 og 19 år, er der nogen, der trænger til at blive kærligt rusket i. Han har jo nærmest overtaget magten i jeres familie, og efter min mening er tre timer om dagen samt hele weekenden temmelig meget. Det får han kun få lov til, fordi der ikke er nogen, der siger NEJ. Ideen er kun god, hvis det var et bofællesskab, I havde skabt sammen, hvor I alle var enige om ordningen.

Grænser og ansvar

Jeg kan godt se det positive i, at I alle er samlet i ny og næ og hvor børnene på denne måde ser, hvordan man håndterer en sammensat familie. Men jeg synes, din kone lider af lidt rigeligt misforstået hensyn. Efter min opfattelse oplever børnene, som i øvrigt ikke er børn længere, nogle voksne der ikke sætter grænser. De oplever ligeledes, at nogen tager overansvar og andre intet ansvar tager.

Du spørger mig, om det er dig, der ikke er rummelig og fleksibel nok. Det er dejligt, at der findes mennesker som dig med så fine egenskaber, men når det bliver så ubalanceret som i dit tilfælde, lader man sig selv køre over af andre mennesker. Man kan være så rummelig og fleksibel, at andre simpelthen ikke ved, hvor ens grænser går. Og fordi du ikke selv lytter til dine grænser, går du i stykker, som du også nævner. Jeg forstår godt, at du er nervøs for, at dit ægteskab går i stykker, hvis der ikke snart sker nogle radikale ændringer. Og det er vigtigt, at du begynder at sætte nogle grænser.

Til gengæld tror jeg, at det kan føre jer hen til et helt nyt sted i jeres samliv. Du kan måske gøre en forskel og tage en “mand til mand-snak” med eksmanden. Det kan godt være, at han spræller i nettet, men for første gang vil han måske opleve, at der er nogen, der viser ham, hvor ansvarsløst og barnligt han opfører sig. Og din kone har også gavn af at vide, at hun gør sin eksmand en bjørnetjeneste ved at fortsætte med at behandle ham som et lille barn.

Kærlighed og respekt

Jeg er godt klar over, at det ikke vil blive nemt, og der er noget i brevets historik, der tyder på, at din kone vil få svært ved at afgive sit enorme overansvar, men jeg tror ikke, at du har noget valg. Din kone er måske ikke bevidst om det, men et eller andet sted tror jeg, at hun har brug for, at du viser hende nogle grænser og rammer for familien. Jeg tror, hun vil blive mere tryg og vil give sig selv tilladelse til at give slip i alt det, hun har påtaget sig af skyld og dårlig samvittighed i kølvandet af den skilsmisse. Og i medgift vil du måske få en kone, der elsker og respekterer dig mere.

Det er aldrig til at vide, hvordan din kone vil respondere, så det er vigtigt, at du lytter til din egen mavefornemmelse, hvad der er det rigtige at gøre og ikke træffer beslutninger ud fra mit svar.

Må mit svar støtte dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i Brevkasse, familie, følelser, kærlighed, Kommunikation, mønstre, parforhold, parterapi, skilsmisse, smerte, Uncategorized | Tagget , , , , , , , , , , , , | Comments

Hvor kommer min medafhængighed fra?

 

Kære Vickie

Jeg er for nyligt blevet klar over, at symptomerne på “medafhængighed” passer fuldstædig på mig. Jeg skriver til dig, fordi jeg er på vej ud af et dysfunktionelt forhold, til en mand med boarderline. Jeg prøver at finde ud af, hvorfor jeg igen er endt i et sådant forhold og har været dér for længe – det er ikke første gang. Hvor stammer det mønster fra?

Jeg ville aldrig beskrive min familie som dysfunktionel, jeg er enebarn, og jeg har et godt forhold til både min mor og far, ingen af dem har været misbrugere. Jeg ved, at mine forældre begge to er skilsmissebørn, og min mor er i hvert fald vokset op i et dysfunktionelt miljø med sin mor og stedfar. Min far var alene med sin mor, som var meget fraværende. Min mor er meget klar over de problemer, der var i hendes barndom, hvorimod min far har tendens til at idyllisere. De udtrykker dog begge, at fraværet af deres fædre var en stor sorg.
Jeg husker mine forældre som værende anerkendende, kærlige og opmærksomme gennem hele min barndom og ungdom. Jeg har altid følt mig elsket. I mit tidlige voksen liv føler jeg stadig, at mine forældre er gode, kærlige forældre. Det til trods for, at vi har været igennem et flere år langt sygdomsforløb, som var en stor udfordring for alle. Ikke mindst for mig som eneste datter – set i bakspejlet ved jeg, at jeg har passet fuldstændig på beskrivelsen af en medafhængig i disse år. Trøstet min mor ustandseligt, lyttet til min fars frustrationer, og fundet mig i hans vrede over at være syg. Sat mine egen behov sidst. Da sygdomsforløbet startede, har jeg være omkring 20 år. Dette er første gang jeg husker mine forældre som værende ude af stand til at tage sig af mig. Men mine symptomer på codependency startede allerede, da jeg var omkring 18 og fik min første kæreste, hvis ikke før.
I min folkeskoletid blev jeg mobbet meget, mine forældre lod mig skifte klasse en enkelt gang, men mobningen fortsatte. Dengang ville jeg ikke selv skifte skole, og mine forældre lod mig bestemme, det mener de selv var en fejl den dag i dag. Jeg er enig. Mobningen i skolen har fyldt meget i mit senere liv, dér ved jeg, at jeg har følt mig usikker, ydmyget og uønsket. I mellemtiden mistede min mor sin far under meget tragiske omstændigheder, og det følgende år mistede min far sin bror i en ulykke.
Min barndom var således langt fra kun lykkelig, men jeg har altid tænkt på mit barndomshjem som værende det sted jeg følte mig tryg og ønsket og taget af. Jeg synes mine forældre, med deres fejl og mangler, er verdens bedste og mest kærlige forældre. Jeg følte mig aldrig overladt til mig selv, før min far blev syg i mit tidlige voksenliv. Men efter at have læst (måske mere end hvad godt er) om codependency, kan jeg se, at meget peger på, at det har noget med den tidlige barndom at gøre. Nu er jeg fuld af spørgsmål. Kan mobning lægge til grund for medafhængig opførsel? Kan jeg have nedarvet medafhængighed fra mine forældres dysfunktionelle familieliv? Eller er jeg i totalt fornægtelse, og skal jeg virkelig kigge mine forældre efter i sømmene?

M.v.h.
Amalie

Kære Amalie

Jeg kan godt forstå, at du er meget søgende efter at finde nogle svar i forhold til de forskellige livsvilkår og parforhold, du har haft i dit liv. Du beskriver, at du har haft nogle meget kærlige og anerkendende forældre og en tryg barndom men samtidig også haft nogle svære perioder i dit liv. Jeg tror, du har ret i din betragtning af, at det har bidraget til en medafhængig adfærd.

Mobning skaber ofte en følelse, af at man grundlæggende føler sig forkert som menneske og uden for fællesskabet. Dette er i sig selv stærkt nedbrydende for ens selvværd. Den følelse alene kan betyde, at du går alt for langt i et forhold, fordi du gerne vil føle dig set og elsket. Netop fordi du har mobbehistorien i din bagage, er der en højere risiko for, at du tiltrækker typer, der minder dig om det, du er allermest bange for. Nemlig at være hende der bliver ”mobbet” igen. Det vil sige, at finde typer, der igen ydmyger dig, gør dig forkert og bringer dig ud i følelsesmæssig forvirring og forladthed.

Hvor stammer dit mønster fra?

Når du spørger mig, hvor dit mønster stammer fra, så kan mobningen i sig selv være en årsag. Men der sker også andre vigtige ting i dine ungdomsår; blandt andet dine forældres krise. I ungdomsårene famler vi rundt i følelsernes virvar, og det så vigtigt for os, at vi har en tryg favn hos vores forældre.

Men i stedet bliver det dig, der trøster din mor og tilmed oplever en masse vrede fra din far. Du beskriver, at du nedtoner dine egne behov, fordi de ingen overskud har. Og som du nævner, begynder du at indgå i nogle dysfunktionelle forhold på dette tidspunkt. Dine forældres mangel på overskud har selvfølgelig ikke været en bevidst handling, men det har formentlig været med til at skabe en større ubalance i dig.

De typer du falder for

Der er mange ting at sige om medafhængighed, men kort beskrevet lader man sine egne grænser blive overskredet og overhører dem, fordi man ønsker at redde eller hjælpe manden og få ham til at forandre sig ved at give ham kærlighed. Det er heller ikke for sarte sjæle, at møde de typer, som du har mødt. Det kan sidestilles med at sætte sig op i en karrusel og blive svinget rundt og rundt. Når du endelig står med fast grund under fødderne og skal finde balancen, er det faktisk ikke sikkert, at du når det, før du ryger op i karrusellen igen.

Kan du have nedarvet medafhængighed fra dine forældres dysfunktionelle familieliv?

Uden at vi tager forsknings brillerne på, så arver du dine forældres samspil og mønstre. Derfor er det meget nærliggende, at du anvender nogen af de samme roller og overlevelsesstrategier som dine forældre. Jeg kender dig ikke nok til, at vide hvilken rolle du har tillært dig, men det kunne tyde på, at du har været familiens lille heltinde/redder. Det er hende, der påtager sig ansvaret for, at ”ordne” familiens smerte. Og som voksen fortsætter du mønsteret i form af de partnere, du vælger dig. Og det behøver på ingen måder være en misbruger, men blot et menneske med store psykiske problemer eller anden adfærdsmæssig afhængighed, hvor du skal være redderen. Du bliver langsomt viklet ind i et spind, hvor alt drejer sig om din partner og du mister kontakten til dine egne følelser.

Skal du kigge dine forældre efter i sømmene?

Du har allerede erfaret, at der kan være en sammenhæng. Det liv du lever nu viser, at du har nogle dysfunktionelle mønstre. Du virker meget indsigtsfuld og bevidst, så jeg tror det vigtigste er, at du holder fokus på det, du har lært indtil nu og finder nogle hjælpere til din healingsproces fremadrettet.

Jeg har lyst til at skrive til dig, at du har brug for, at trække en ordentlig streg i sandet!  Du skal ud af ”redderrollen”. For mange er det værste punkt faktisk at erkende, at man er medafhængig. Det gør som regel ondt og skaber modstand men det har du erkendt, og du har tilmed undersøgt emnet meget nøje. Som jeg skrev tidligere, mener jeg at vejen frem for dig, er at få hjælp til, at bearbejde den smerte af, at du ikke er værd at elske. Du skal mere se det som nogle psykologiske processer, der langsomt foldes ud. Så tror jeg stille og roligt, du vil give slip i dine medafhængighedstræk.

Jeg tror, du skal tage en beslutning om, at du ikke vil det længere. Du skal tage ansvar og vide med dig selv, at der ingen mennesker i denne verden, der skal have lov til at ”mobbe” dig. Du skal finde den kraft i dig, der ikke vil finde sig i at blive dårligt behandlet. Du er lige præcis, som du skal være, og du skal række ud efter dem, der ser dig, og passer på dig og respekterer dig.

Jeg er ret sikker på, at du på et tidspunkt vil opleve, at dit medafhængighedsmønster vil blive til en af de største styrker i dit liv.

Håber mit svar støtter dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

 

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i Brevkasse, følelser, medafhængighed | Tagget , , , , , , | Comments

Jeg kan ikke finde ud af hvad han vil

 

 

 

Hej Vickie
Jeg er en ung kvinde på 23 år, der i sommer mødte en skøn, moden mand på 42 år. Vi sås i nogle uger, hvor vi havde sex og hyggede os, men midt i det hele fandt han sammen med sin kæreste igen.

På trods af det, sås vi stadig som vi plejede, uden at hun vidste noget om det. I takt med at vi sås blev jeg mere og mere forelsket i ham for hver gang. Jeg sagde det til ham og spurgte ind til, om han havde det på samme måde. Han sagde, at det havde han ikke, men at han holdte rigtig meget af mig, og at han havde tænkt tanken et par gange om at slå op med sin kæreste og så være sammen med mig, det var bare aldrig blevet til noget, fordi han elsker sin kæreste, og problemet er vores alders forskel, sagde han. Han sagde, at han ikke var forelsket i mig.

Vi stoppede med at ses i en periode. Det valgte han, da han gerne ville have, at jeg fik følelserne lidt på afstand. Han ville gerne ses som venner derefter. Vi begyndte at ses igen for nylig, kun som venner. Det fungerer meget godt, men jeg er stadig helt vild med ham, og det ved han godt.

Han opfører sig, som om han ikke behøver at forholde sig til det. Han flirter med mig, siger jeg er en dejlig pige og kysser mig. Vi har ikke længere sex, for det vil han ikke. Det forvirrer mig og giver mig en indre uro. Jeg kan ikke finde ud af, hvad han vil og kan ikke læse hans signaler, da de er meget forskellige. Mit spørgsmål er: Hvorfor gør han, som han gør, hvis han bare nu kun er interesseret i venskab?

Mvh den unge kvinde

 

Kære unge kvinde

Du er sikkert en ualmindeligt dejlig pige, som har fundet en mand, der er tiltrukket af dig af netop denne årsag. Ud fra din beskrivelse kan jeg godt forstå, at du er forvirret og i tvivl om hans signaler. Og jeg skulle lige hilse og sige, at du ikke er den eneste. Du kunne såmænd ligeså godt opleve det i 30´erne, 40´erne eller 50´erne.

Halve hjerter

Du har været så uheldig, at møde en mand, som ikke var følelsesmæssigt færdig med sin kæreste.  Jeg kalder de typer for halve hjerter! Det er dem som ikke er afklarede med sig selv og sine følelser, før de kaster sig ud i noget nyt. Også selvom han sagtens kan have haft et ønske om at blive forelsket og komme videre. Men som regel når vi surfer frem og tilbage til vores kæreste, har vi stadig en binding og et væsentligt problem, vi endnu ikke har løst med hinanden.

Den mand, du har mødt, synes jeg på mange måder ikke tager helt ansvar for, hvad han har gang i. Dog er det langt fra sikkert, at han er så bevidst omkring det. Han fortæller dig, at han er gået tilbage til sin kæreste og at han ikke er forelsket i dig og ”kun” vil være din ven. Det følger han ikke helt til dørs, i og med at han stadig ser dig, flirter med dig og sågar kysser med dig.

Alarmklokker

Jeg tror på den ene side, at han trækker sig, fordi han ikke kan honorere dine følelser og på den anden side, vil han ikke miste den skønne berusende følelse af, at føle sig anerkendt og bekræftet af dig. Og det luner han sig formentlig ved, når kæresten derhjemme ikke giver ham følelsen af at være god nok. Lidt firkantet beskrevet.

Så jeg forstår godt din forvirring og tvivl. Dit problem er desværre, at du er spundet godt ind i hans favn, problemer og uærlighed. Du er blevet sødmen, der dækker over hans smerte. Jeg ville ønske for dig, at han tog det fulde ansvar ved at sige til dig: ”Jeg undskylder, at jeg involverede mig med dig, før jeg var færdig med min kæreste. Vi har nogle problemer, vi ikke kan løse, og så mødte jeg dig og blev tiltrukket af dig og kunne ikke lade dig være. Men jeg ønsker at behandle dig ordentligt og derfor vil jeg lade dig være nu. Det ville være det mest rene at gøre i denne situation, så du kan komme videre med dit eget liv.”

Stol på dit eget værd

Det siger han så ikke, men derfor kan du godt træffe et selvstændigt valg.  Og det valg er, at du selv trækker dig, velvidende at det bliver utroligt svært. Men du skal stole på dit eget værd og din egen mavefornemmelse. For jeg tror du har haft mange alarmklokker, og jeg synes ikke, du skal acceptere en mand, der flirter og kysser med dig samtidig med, at han har en kæreste og tilmed siger, at han ikke er forelsket i dig!

Jeg er helt sikker på at der findes en bedre mand til dig, der vil elske dig og styrke dig præcis som du er, så du føler dig som verdens heldigste kvinde.

Han skal nemlig være helt vild med dig!

Håber mit svar støtter dig på bedste vis.

Kærligst Vickie

 

 

Del det på Facebook Email This Post
Udgivet i Brevkasse, elsker, Erotik, sex | Comments